Asmat, folk i det sydlige Papua (indonesisk Ny Guinea). Asmat tæller 50-70000 mennesker, der taler beslægtede papuanske sprog. I områdets store sumpskove gror sagopalmen, hvis marv udgør basisføden, der suppleres med udbyttet fra jagt og fiskeri.

Asmat kendes især for deres træskærerkunst. Udskårne skjolde, trommer, forfædrepæle (mbis) og sjælebåde (wuramon) anvendes ved påkaldelse og afværgelse af forfædres ånder samt i indvielsesriter. Udskårne motiver såsom næsehornsfugl, knæler og flyvende hund er symboler for død og hovedjagt. Indtil hovedjagt blev standset af den hollandske kolonimagt i 1950'erne, var den en central del af den rituelle cyklus. Siden den katolske mission blev intensiveret i 1940-50'erne, er kristendommen blevet dyrket sammen med traditionel ånde- og forfædretro.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig