Polyklet, Polykleitos, græsk billedhugger fra Argos, der var aktiv ca. 450-410 f.Kr. Han udførte en statue af gudinden Hera i guld og elfenben (chryselefantin) til Herahelligdommen i Argos, men han var i sin samtid berømt for bronzestatuer af atleter, bl.a. Diadumenos, der binder et sejrsbånd omkring hovedet, og Doryforos fra ca. 450 f.Kr. (se Spydbæreren).

Polyklet blev leder af en indflydelsesrig billedhuggerskole og udgav lærebogen Kanon, hvori han fremsatte sine principper for fastlæggelsen af menneskekroppens rette proportioner; de menes at være udtrykt i Spydbæreren, der også bærer navnet Kanon.

Ifølge en legende deltog og vandt Polyklet i en konkurrence med bl.a. Fidias og Kresilas om at udføre en såret amazone til Artemistemplet i Efesos.

Ingen af Polyklets originale værker er bevaret, men de var umådelig populære i den romerske kejsertid, og flere af dem kendes i dag i talrige romerske kopier.

De fremstiller idealfigurer med harmoniske proportioner, hvilende på det ene ben i kontrapost, og de har haft betydning som forbilleder for talrige senere billedhuggere, bl.a. Bertel Thorvaldsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig