Detaljebillede af Augustusstatuens brystpanser
Detaljebillede af Augustusstatuens brystpanser
Licens: CC BY SA 3.0

Augustusstatuen fra Primaporta er en berømt antik statue af kejser Augustus. Den blev fundet i 1863 ved udgravninger af Livias villa i Prima porta nord for Rom, men findes nu i Vatikanmuseet. Statuen er udhugget af parisk marmor og er 2,04 m høj. Den velbevarede marmorstatue er sandsynligvis udført kort efter Augustus' død i 14 e.v.t.

Statuen

Statuen forestiller kejser Augustus, der står som feltherre iført brystpanser og med højre arm løftet i en gestus (adlocutio), som blev brugt af romerske kejsere og generaler til at adressere hæren.

Hovedmotivet midt på brystpanseret viser to mænd, som står over for hinanden. Den skæggede mand til højre iklædt bukser rækker et romersk felttegn frem mod manden til venstre, der er iført en romersk militæruniform. Motivet refererer højst sandsynligt til den historiske begivenhed i 20 f.v.t., hvor romerne fik leveret de felttegn tilbage, som Crassus havde tabt til partherne efter slaget ved Carrhae i 53 f.v.t.

Statuen står i kontrapost og henter dermed sin inspiration fra Polyklets Spydbæreren. Ansigtet bærer lighed med den portrætterede, mens kroppen fremstår guddommelig i sin klassiske stil. En lille Eros sidder på en delfin ved statuens højre fod og skal hentyde til Venus, stammoderen til den juliske slægt.

Der er fundet tydelige farverester på statuen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig