buddhistisk kunst

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Buddhistisk kunst. Parti fra det vældige stupakompleks i Borobudur på Java; ca. 800 e.Kr.

buddhistisk kunst, fællesbetegnelse for de former for religiøs kunst, der gennem tiderne har udviklet sig inden for buddhismen. Buddhismens lange udviklingshistorie i Indien genspejler sig i kunsten. Hver epoke har haft behov for at visualisere nye tendenser inden for tankeindhold og mytologi. Med buddhismens udbredelse til det meste af Asien fulgte ligeledes den buddhistiske kunst. I de lande, hvor buddhismen fik fodfæste, er visse grundformer i arkitektur og billedkunst identiske, men hver region har sat sit præg på den stilistiske udformning.

Tre bygningsformer er karakteristiske for den buddhistiske arkitektur i Indien: munkeboliger (vihara), templer (caitya) og relikviegemmer (stupa). Vihara omfatter sammenbygninger af individuelle munkeceller, der omgiver et åbent areal beregnet til fælles religiøse aktiviteter. Caitya er en helligdom, der som regel huser et tilbedelsesobjekt: en mindre stupa eller en buddhafigur opstillet i tempelhallens baggrund. De ældste bevarede kloster- og tempelanlæg i Indien er hugget ind i klippevægge, og deres udformning viser, at de har haft fritstående trækonstruktioner som forbillede. Anlæggelsen af klippehuler er sikkert påbegyndt 100-200 år f.Kr. og blev fortsat i de følgende århundreder. De findes flere steder i det vestlige Indien, bl.a. i Bhaja, Karli og Ellora. Mest kendt er de 29 klippehuler i Ajanta. Denne bygningsteknik spredte sig med buddhismen langs handelsvejene til Centralasien (Bamiyan, Kucha og Turfan), videre til Dunhuang i det nordvestlige Kina og derfra bl.a. til Yungang og Longmen i Nordkina.

Kloster- og tempelanlæg udviser store forskelle fra region til region i størrelse og i udformning. I Nalanda i det nordøstlige Indien udgjorde klosteranlæggene f.eks. et buddhistisk lærdomscenter med plads til flere tusinde munke. I Østasien udvikledes en buddhistisk tempelarkitektur, der stilmæssigt adskiller sig stærkt fra den indiske. Det samme gælder fx Tibet, der udviklede sin egen særprægede stil.

Det mest udbredte monument i den buddhistiske verden er stupaen. Den er i sin form en variant af fordums gravhøje. Oprindelig blev stupaerne bygget for at huse relikvier af Buddha og hans disciple. Senere blev relikvierne erstattet af aflagte munkedragter, tiggerskåle eller hellige skrifter. Stupaen blev snart efter Buddhas død betragtet som mere end en gravhøj. Den blev et symbol på Buddhas indgåen i nirvana og således et betydeligt meditations- og tilbedelsesobjekt. De ældste indiske stupaer kendes fra Bharhut (påbegyndt omkring 200 f.Kr.) og Sanchi (ca. 1. årh. f.Kr.-200-t e.Kr.). Den store stupa i Sanchi er et eksempel på den typiske indiske stupa: Et halvkugleformet bygningsværk omgivet af en balustrade med fire portaler, der vender mod de fire verdenshjørner; på kuplen hviler et firkantet rækværk med et spir i midten, hvorpå en række cirkelrunde skærme af sten er anbragt oven på hinanden. Med buddhismens udbredelse fulgte stupaen: mod syd til Sri Lanka og Sydøstasien, mod nord over Centralasien til Østasien. En meget speciel udformning fik den i Kina, Korea og Japan: I det tårnformede bygningsværk i flere etager (pagode) er det vanskeligt at genkende stupaens oprindelige elementer. Et storslået monument inden for buddhistisk kunst er stupakomplekset fra omkring 800 e.Kr. i Borobudur på det centrale Java.

I den tidlige buddhisme vægrede man sig ved at afbilde Buddha i menneskelig form. Det ville være ensbetydende med at levendegøre den skikkelse, der var indgået i nirvana for aldrig mere at vende tilbage til livets kredsløb. Alligevel er Buddha en central figur i den tidlige buddhistiske kunst, men han fremstilles kun i symbolsk form: Botræet er symbol på opnåelsen af den fuldkomne erkendelse, hjulet på igangsættelsen af læren og stupaen på Buddhas indgåen i nirvana.

De ældste kendte billeder af Buddha i menneskeskikkelse er statuer og relieffer fra omkring 100-t. e.Kr., frembragt forskellige steder i Indien. De første stammer muligvis fra Gandhara under påvirkning af hellenistisk kunst. Den hellenistiske indflydelse er tydeligst i den stående Buddhafigurs klædedragt og ansigtsudtryk. I den siddende, mediterende Buddha er billedkomposition og ikonografiske detaljer klart indiske. Parallelt med Gandharaskolen voksede en ren indisk skole frem i Mathura. I samme periode blomstrede en tredje kunstretning i Amaravati på Indiens østkyst. Gandharaskulpturen spredtes til Centralasien og i modificeret form til Østasien. Amaravatistilen blev grundlaget for Buddhafiguren på Sri Lanka og i Sydøstasien.

I de følgende århundreder udvikledes den klassiske Buddhaskikkelse. Buddha fremstilles stående i prædikestilling eller siddende på en lotusblomst i forskellige stillinger (asana) med hænderne i symbolske håndstillinger (mudra).

Med mahayanabuddhismens udvikling i Indien opstod behovet for nye ikonografiske former i kunsten. Ved siden af den historiske Buddha afbildes andre buddhaer, fx Amitabha og Vairocana, og frem for alt kommer bodhisattvaskikkelsen til at spille en stor rolle i den buddhistiske ikonografi. Med den tantriske udvikling inden for buddhismen fik kunsten tilført nye motiver. De forskellige buddhaer blev fremstillet i favntag med deres kvindelige modstykke (deres shakti). Den sene buddhistiske kunst blomstrede indtil omkring 1200-t. i Bengalen, hvorfra de væsentligste elementer i nepalesisk og tibetansk kunst stammer. Den buddhistiske malerkunsts historie kan ikke følges så nøje som udviklingen inden for skulptur og arkitektur. Malerier på fx stof er gået tabt. De tidligst kendte malerier i Indien er de talrige vægmalerier i klippehulerne i Ajanta. De betydeligste stammer fra 500-600-t. De gengiver episoder fra Buddhas liv og illustrerer Jatakafortællingerne, der beretter om Buddhas tidligere eksistenser. Vægmalerier i Gandharastil fra centralasiatiske klippehuler fra omkring 200-t e.Kr. vidner om, at der har eksisteret buddhistiske malerier i Indien længe før Ajantaperioden.

Et hyppigt forekommende motiv i buddhistisk billedkunst er mandalaen. Mandalaer er magiske mønstre og diagrammer, der som regel er symbolske gengivelser af det buddhistiske univers. De benyttes til fremme af meditationen. De farvestrålende mandalaer pryder væggene i klostre og templer i form af freskomalerier, eller de er malet på billedruller.

Buddhistisk billedkunst i miniatureformat udgør bogmaleriet. Hvert område i den buddhistiske verden har bidraget med illuminerede håndskrifter af høj kunstnerisk kvalitet. Se også kunstafsnit under de enkelte lande som Kina, Korea, Japan, Tibet etc.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Buddhistisk kunst. Parti fra det vældige stupakompleks i Borobudur på Java; ca. 800 e.Kr.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
04/02/2009
Oprindelig forfatter
FM-K
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki