Tatami, (jap., af verb. tatamu 'folde sammen', opr. om stråmåtter, der kunne foldes sammen og lægges væk), japansk gulvmåtte af sammenpresset rishalm overtrukket med fintvævede siv og kantet med bomuldsbånd. Tatami anvendes i traditionelle japanske huse, hvor et rums størrelse angives med det antal måtter, der er plads til på gulvet. Målene varierer fra egn til egn, men en tatami er omtrent 1 m bred, 2 m lang og 6 cm tyk.