Claus Sluter, ca. 1340-1406, nederlandsk billedhugger, født i Haarlem. Claus Sluter var med sit monumentale, realistiske formsprog og sin patetiske ekspressivitet en af sin tids største billedhuggere.

Fra 1385 virkede han i Burgund ved Filip 3. den Dristiges hof i Dijon, hvor han assisterede Jean de Marville (d. 1389) ved hertugens gravmæle (Musée des beaux-arts, Dijon). Efter Marvilles død fortsatte Sluter arbejdet på gravmælet, som fuldførtes 1411 af hans nevø Claus de Werwe (ca. 1380-1439).

Til karteuserklosteret Champmol udførte Claus Sluter figurerne på klostrets portal (1393) og den såkaldte Mosesbrønd (1395-1402), oprindelig en kalvariegruppe (bevaret som fragment) på en sokkel, der fremstiller de seks gammeltestamentlige profeter, der forudsagde Kristi død.

I dette værk åbenbarer Claus Sluter sin dybe kunstneriske kraft med en så stor plastisk ro og fylde, at han foregreb Michelangelo.

Læs mere om Nederlandene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig