skulptur

Skulpturens materialer

bearbejdes vidt forskelligt. Man kan hugge og skære i sten, træ og elfenben, man kan modellere i ler, gips og voks, og man kan smede eller støbe i forskellige metaller og legeringer. Disse oprindelige skulpturmaterialer er i nyere tid suppleret med bl.a. cement, kunststen, glas, tekstiler og papir, celluloid og plast — tilmed is. Materialevalget er helt afgørende for skulpturens kunstneriske udtryk, og man har historien igennem haft forskellige præferencer. Naturligvis drejer det sig også om, hvad man har haft til rådighed. Hos egypterne blev de lokale stenarter kalksten (limsten) og granit ofte benyttet til store skulpturer. Grækerne anvendte flere marmortyper, men bronze spillede også en stor rolle, og teknisk set var den græske bronzestøbningsteknik på allerhøjeste niveau. Man arbejdede tillige med en kombination af guld og elfenben, kaldet chryselefantin, og af marmor og træ, kaldet akrolit.

Også romerne benyttede marmor i stort omfang, bl.a. til kopiering af importerede græske bronzestatuer, der senere blev omsmeltet. Det for skulpturens historie så vigtige marmorbrud i Carrara i Norditalien er blevet udnyttet siden 283 f.Kr.

Den europæiske middelalders billedhuggerværker blev næsten udelukkende skabt i kirkeligt regi. Kirkebygningerne blev udsmykket med skulpturer både indvendigt og udvendigt, ofte udført i lokale stenarter, således granit i Danmark til de jyske kirkers portalskulpturer. Træ havde som materiale en lige så fremtrædende plads, bl.a. til altertavler med udskårne figurer, og elfenben blev også anvendt i stor udstrækning.

I renæssancen var det igen marmor, der blev foretrukket af billedhuggerne. Bronzeskulpturer er bevaret, men i mindre antal. Træfigurer var sjældne i Italien, men meget udbredt nord for Alperne. I slutningen af renæssancen og i begyndelsen af manierismen begyndte kunstnerne at modellere skitser til deres store figurer. Flere af disse bozzetti blev omsat til bronzestatuetter, som var meget yndede i fyrstelige kredse. Barokkens smag for storhed og pragt kunne marmoret imødekomme, og ofte kombinerede man flere forskelligfarvede marmortyper i samme skulptur. Bronze spillede en mindre rolle, bortset fra anvendelsen til de store rytterstatuer, og træ blev ligeledes anvendt i ringe omfang.

I 1700-t. fastlagdes en bestemt arbejdsform, den såkaldte akademiske metode, som er gældende den dag i dag. Kunstneren udarbejder en model i ler, som der tages en gipsafstøbning af, en såkaldt originalmodel; denne model danner herefter udgangspunkt for alle senere kopier i marmor eller andre materialer. Med denne metode, hvor kunstneren beskæftigede mange hjælpere, muliggjordes den store produktion, som man ser hos de nyklassicistiske billedhuggere. De anvendte den helt hvide marmor med forbillede i de antikke skulpturer, hvis tidligere farvestrålende polykromi var forsvundet. Ind i 1800-t. brugte man vedvarende marmor, men bronzen blev igen populær, og træet fik fra slutningen af århundredet på ny en position som selvstændigt og originalt skulpturmateriale hos enkelte kunstnere.

Fra 1900-t. har materialevalget været broget og præget af forsøg i mange retninger. Leret, som tidligere fortrinsvis blev benyttet til modeller, anvendes nu også til selvstændige værker. De mange nye materialer, der er kommet til, viser spændvidden i skulpturens muligheder, fra Marcel Duchamps readymades til installations- og konceptkunstens mange fremtrædelsesformer. Men klassikere som sten og bronze dominerer trods alt billedet.

Se også billedskæring, bronzestøbning, cire perdue, elfenben, gipsafstøbning, marmor og relief, billede og kunsthistorie samt artikler om de store kultur- og stilperioder og afsnit om de enkelte landes billedkunst.