van de Velde

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Slaget ved Femern. Den hollandske marinemaler Willem van de Velde d.æ. (ca. 1611-93) sejlede ofte med hollandske orlogsskibe og overværede en række søslag, bl.a. Slaget ved Femern, som han dokumenterede gennem en lang række minutiøst korrekte, næsten fotografiske skitser og tegninger. Her ses et udsnit af et af de to panoramaer over Slaget ved Femern, der findes på Skokloster i Sverige. Skibene her er danske, og de to forreste er sandsynligvis Stormarn og Fides.

van de Velde, hollandske kunstnerfamilier af flamsk herkomst. Esaias van de Velde (1587-1630) virkede i Amsterdam, Haarlem og Haag. Han malede genrescener, rytterfægtninger og plyndringsscener og spillede en pionerrolle i udviklingen af det realistiske hollandske landskabsmaleri.

Marinemaleren Willem van de Velde d.æ. (1611-93), som kom fra en anden familie, arbejdede i Amsterdam og skildrede hollændernes søslag mod englænderne i såkaldte pennemalerier, udført med pen og blæk på en træplade, præpareret med hvidt.

Hans ældste søn, Willem van de Velde d.y. (1633-1707), anses for den betydeligste hollandske marinemaler i 1600-t. I sine panoramaagtige lærreder med præcise portrætter af de store orlogsskibe forevigede også han episoder i søkrigen, men han malede også atmosfæremættede søstykker og strandscener. I 1672 tog han med sin far til London, hvor de begge for Karl 2. og Jakob 2. skildrede den engelske krigsflådes bedrifter.

Adriaen van de Velde (1636-72), en bror til Willem d.y., virkede som maler, tegner og raderer i Amsterdam. Med en vidtspændende produktion er han bedst kendt for sine pastorale landskaber, der kendetegnes ved en klassisk klarhed i kompositionen og en udsøgt gengivelse af dyr og figurer, fx Bondegården (1666, Gemäldegalerie, Berlin).

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
13/10/2012
Ekspert
UrsFu
Oprindelig forfatter
Koest
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki