Tyskland - billedkunst og arkitektur

Middelalder og renæssance

Romerne opførte betydelige bygningsværker og fæstningsanlæg, bedst bevaret i Trier, hvor bl.a. byporten Porta Nigra og Aula Palatina er bevaret.

Et sammenhængende udtryk inden for arkitektur, bogmaleri og kunsthåndværk opstod først i Karolingerriget fra slutningen af 700-t. (se karolingisk kunst) og derefter under kejser Otto 1. og hans efterfølgere (se ottonsk kunst).

Den romanske kunst udvikledes under de saliske og hohenstaufiske kejsere og nåede i 1000-1200-t. et højdepunkt i Rhinlandet med domkirkerne i Speyer, Worms og Mainz. Betydelige profanbygninger er borgen Wartburg i Thüringen og kejserpaladset i Goslar.

Fra 1000-t. voksede en kraftfuld, arkitekturbunden skulptur frem på kirkernes tympanonfelter, på døbefonte og gravrelieffer. Vægmalerier er bevaret i Allerheiligenkapelle i Regensburg (efter 1160), glasmalerier i domkirken i Augsburg (1100-t.).

Gotikken benyttedes tidligst ved domkirken i Magdeburg (1209 ff.) og i Liebfrauenkirche (1235-60) i Trier og kom til fuld blomstring ved domkirkerne i Strasbourg, Köln, Freiburg im Breisgau, Ulm og Regensburg. I Nordtyskland udvikledes teglstensgotikken, som det bl.a. ses i Marienkirche (1250-1350) i Lübeck; vigtige profanbygninger er rådhusene i Lübeck og Bremen.

Fra midten af 1200-t. skabtes skulpturelle hovedværker som Bambergrytteren (ca. 1235) i domkirken i Bamberg og stifterportrætterne i koret i domkirken i Naumburg (ca. 1250).

De sengotiske værksteder i 1400-t. og det tidlige 1500-t. blev drevet af mestre som Hans Multscher (Ulm), Tilman Riemenschneider (Würzburg), Veit Stoss (Nürnberg) samt Bernt Notke og Claus Berg (Lübeck), der begge leverede betydelige arbejder til Danmark.

Inden for malerkunsten dyrkede Kölnerskolen med Stephan Lochner en kultiveret, af skolastikken præget "skøn stil", mens de nordtyske mestre Bertram og Francke ligesom de sydtyske Gabriel Angler og Konrad Witz skabte værker af patetisk ekspressiv skønhed. Fra 1400-t.s sidste halvdel spores en vis påvirkning fra Nederlandene hos kunstnere som Martin Schongauer i Colmar.

© Dette billede må du ...

Tyskland. Albrecht Dürer De fire apostle; maleri, 1526. Alte Pinakothek, München. Billederne, der blev skænket til Nürnbergs Byråd, skal ifølge indskriften forneden opfattes som en bekendelse til Reformationen og en formaning til byrådet om ikke at afvige fra Luthers lære. Egentlig vises kun tre apostle, fra venstre Johannes, Peter og yderst th. Paulus; bag ham står evangelisten Markus. De fremstiller forkyndere af den kristne tro, men også de fire temperamenter: sangvinikeren, flegmatikeren, kolerikeren og melankolikeren.

Renæssancen blev ikke så markant et stilfænomen i Tyskland på grund af den uro og usikkerhed, Reformationen førte med sig.

Albrecht Dürers grafik fra begyndelsen af 1500-t. fik stor betydning for hans samtidige, også uden for landets grænser. Hans rolige, velovervejede formsprog står i stærk kontrast til Matthias Grünewalds af mystikken påvirkede religiøse kunst. Den kølige Hans Baldung Grien udviklede en satirisk, intellektuel motivkreds, Hans Burgkmair skabte en dyb og glødende kolorit, mens Hans Holbein d.y., der virkede i Basel og i London, udførte ypperlige portrætter.

Af en særlig karakter er den sakrale naturskildring, der dyrkedes af Lucas Cranach d.æ., Albrecht Altdorfer og Wolfgang Huber i de kulturelle centre ved Donau omkring 1500. Cranach blev senere i Wittenberg grundlægger af en protestantisk ikonografi i samarbejde med Martin Luther.

Arkitekturen påvirkedes af stagnationen omkring Reformationen; bemærkelsesværdige byggerier er Fuggerkapellet (1509-18) og rådhuset af Elias Holl (beg. af 1600-t.) i Augsburg samt residensslottet i Landshut (1536-43). Kirkebyggeriet blev for den nye evangeliske kirkes vedkommende lammet af en række grundlæggende ikonografiske problemer, der først løstes i barokken.

Et mesterværk inden for den katolske renæssancearkitektur er jesuiterkirken Sankt Michael i München (1583-97).

Billedkunst fra barok til 1850

© AKG/Erich Lessing

Tyskland. Ignaz Günther udførte 1764 skulpturgruppen Bebudelsen til klosterkirken i augustinerkorherrestiftet Weyarn i Bayern. De få bevarede skulpturgrupper i bemalet træ af Günther er udarbejdet efter et geometrisk system af indskudte trekanter. De blev udført med henblik på, at de på festdage skulle bæres i procession ud i det omkringliggende landskab og derfor ikke alene skulle formidle et fromt religiøst budskab, men også kunne iagttages fra alle synsvinkler.

Skulpturen i det katolske Sydtyskland domineredes i midten af 1700-t. af Ignaz Günther i München. Det barokke "Gesamtkunstwerk" dyrkedes i Bayern af brødrene Asam i talrige kirkeudsmykninger, fx i klosterkirken Weltenburg (1717-21).

Ved det preussiske hof i Berlin skabte Andreas Schlüter sine magtfulde skulpturer, fx rytterstatuen af kurfyrst Frederik Vilhelm den Store (opstillet 1703).

Ved det saksiske hof i Dresden indgik Balthasar Permoseret kongenialt samarbejde med arkitekten M.D. Pöppelmann i Zwinger-anlægget (1710-28).

Nyklassicismen blev fra midten af 1700-t. promoveret af teoretikeren J.J. Winckelmann, og blandt de malere, der tilsluttede sig dens program, var A.R. Mengs, der fik store udsmykningsopgaver i Italien og Spanien.

Hovedrepræsentanter for det panteistiske landskabsmaleri i begyndelsen af 1800-t. var Philipp Otto Runge i Hamburg og Caspar David Friedrich, der bosatte sig i Dresden og skabte nogle af det romantiske landskabsmaleris hovedværker. Her virkede desuden Carl Gustav Carus og Ludwig Richter.

I Berlin udførte Karl Friedrich Schinkel en række patetiske malerier af bl.a. gotiske kirker. I modsætning hertil står kunstnergruppen nazarenerne med bl.a. Friedrich Overbeck, Franz Pforr og Julius Schnorr von Carolsfeld, der inspireret af ungrenæssancen virkede i Italien fra 1810.

Kunstakademierne i Düsseldorf (se Düsseldorf-skolen) og München, ledet af bl.a. Peter von Cornelius, havde en vis søgning blandt skandinaviske kunstnere. Romantikken afløstes af den saglige, intimt borgerlige og realistiske biedermeierstil, repræsenteret af Carl Spitzweg. Den klassicistiske skulpturs vigtigste skikkelser var Johann Gottfried Schadow og Christian Rauch.

Billedkunst fra 1850 til 2011

© AKG

Tyskland. Adolph von Menzel Selskab i Berlinerslottets hvide sal; maleri, 1879. Nationalgalerie, Berlin.

Billedhuggerkunsten var fra midten af 1800-t. behersket af en nybarok stil, der især kom til udtryk i store nationale monumenter af Reinhold Begas.

Først med Max Klingerssymbolistiske skulptur skete der en fornyelse, der senere videreførtes af de ekspressionistiske kunstnere Ernst Barlach, Wilhelm Lehmbruck og Käthe Kollwitz.

Fra omkring 1850 fornyedes historiemaleriet af Adolph von Menzel, der samtidig i sine interiører og landskaber foregreb impressionismen. En klassisk romantisk strømning dyrkedes af Anselm Feuerbachog Hans von Marées.

Impressionismens vigtigste udøvere var Max Liebermann, Max Slevogt og Lovis Corinth. I 1890'erne grundlagdes Sezessionerne bl.a. Münchner Sezession i 1892 og Berliner Sezession i 1898, og jugendstilen udvikledes af bl.a. Franz von Stuck, Max Klinger og Alfred Kubin. Kunstnerkolonierne i Dachau (Adolf Hölzel) og Worpswede (bl.a. Paula Modersohn-Becker) dyrkede et stemningsfuldt landskabsmaleri.

Modernismen brød samtidig igennem i Berlin, Dresden og München med dannelsen af kunstnergrupperne Die Brücke (1905) med bl.a. Ernst Ludwig Kirchner, Erich Heckel, Karl Schmidt-Rottluff, Emil Noldeog Otto Mueller samt Der Blaue Reiter (1911) med bl.a. Wassily Kandinsky, Franz Marc, August Macke og Paul Klee samt aktiviteterne omkring tidsskriftet og galleriet Der Sturm i Berlin fra 1910.

Dadaismen blev grundlagt under 1. Verdenskrig i Zürich af bl.a. Hugo Ball og videreførtes senere i Berlin (Raoul Hausmann, John Heartfield, George Grosz og Hannah Höch), i Köln (Max Ernst og Hans Arp) og i Hannover (Kurt Schwitters).

Samtidig betød erfaringerne fra 1. Verdenskrig et gennembrud for skildringen af menneskets forladthed hos kunstnere som Max Beckmann og Otto Dix.

Bauhaus-skolens konstruktivisme og maskinæstetik var dominerende 1919-33 (Oskar Schlemmer) samtidig med den saglige, ekstremrealistiske retning Neue Sachlichkeit.

Denne udvikling blev brat stoppet i 1930'erne med nazismens magtovertagelse og proklameringen af dens ultrakonservative kunstsyn. Nazisterne konfiskerede talrige privat- og offentligt ejede kunstværker, og med udstillingen Entartete Kunst i 1937 blev den moderne kunst forbudt. I stedet trådte skildringen af en "sund" menneskehed, eksemplificeret fx i Arno Brekers ekstremt klassicistiske skulpturer. Flere af den tyske avantgardes vigtigste kunstnere flygtede til udlandet, og deres værker blev ødelagt.

Med delingen af Tyskland 1948-49 splittedes også kunstscenen. Den internationale modernisme fik ringe vilkår i Østtyskland, hvor den abstrakte kunst betragtedes som udtryk for "senkapitalistisk fremmedgørelse". Med Picasso som udgangspunkt forsøgte man at skabe et moderne udtryk, som det ses hos malerne Willi Sitte , Harald Metzkes ; samme tendens lå i skulpturen hos Gustav Seitz .

Vigtig var den såkaldte Leipziger Schule med kunstnere som Werner Tübke , Bernhard Heisig , Wolfgang Mattheuer, Heinz Zander  og Arno Rink.

I Vesttyskland overtog man i 1950'erne en international, abstrakt ekspressionisme, som det ses hos Münchenergruppen Zen 49 (bl.a. Willi Baumeister og Rupprecht Geiger), Frankfurtergruppen Quadriga (bl.a. Bernhard Schulze og Otto Greis) og Düsseldorfergruppen Gruppe 53 (Gerhard Hoeme og Peter Brüning). Tachismen blev repræsenteret af Wols og Hans Hartung.

© Jörg Immendorf/AKG

Tyskland. Jörg Immendorff Café Deutschland I; maleri, 1978. Museum Ludwig, Köln. Med udgangspunkt i den italienske maler Renato Guttusos billede Café Greco (1976, Museum Ludwig, Köln) udførte Immendorff en serie på 16 billeder i et forsøg på at skabe en moderne tysk ikonografi i dialog med den østtyske maler A.R. Penck. Midt i billedet ses Immendorff selv, der rækker hånden frem gennem muren til forsoning med Penck, der spejler sig i søjlen ved siden af ham. Bag dem ses bl.a. politikere som Erich Honecker og Helmut Schmidt.

Med gruppen Zero, dannet i Düsseldorf 1957-58 (Otto Piene og Heinz Mack), gjorde nye tendenser sig gældende.

Efter 1960'ernes internationale Fluxus-manifestationer og happenings udviklede Joseph Beuys og Wolf Vostell i 1970'erne aktionskunsten, hvor mottoet var en sammensmeltning af kunst og liv. Særlig Beuys kom til at præge både tysk og international kunst.

Fra 1960 udviklede Eugen Schönebeck , Georg Baselitz, A.R. Penck, Gerhard Richterog Sigmar Polkeet spændingsfelt mellem fabulerende figuration og abstraktion. Det er sikkert ikke noget tilfælde, at alle de nævnte stammede fra Østtyskland eller Østeuropa, hvor den figurativ-ekspressionistiske maletradition var gældende. En anden tendens repræsenterede Markus Lüpertz, Anselm Kieferog Jörg Immendorff, der bearbejdede de tyske myter og traumer og skabte forudsætningerne for 1980'ernes ekspressive maleri, Die Neuen Wilden.

Efter Tysklands genforening har man forsøgt at trække paralleller i udviklingen af det kunstneriske udtryk efter 1945 i Øst og Vest med udstillinger som "Deutschlandbilder" (1997) og "Ein Jahrhundert Kunst in Deutschland" (1999-2000).

Det første årti af det 21. århundrede viser nye realistiske tendenser. Særlig er den såkaldte Neue Leiziger Schule slået igennem internationalt. De vigtigste kunstnere er Neo Rauch , Tim Eitel (f.1971), Matthias Weischer  og Tilo Baumgärtel .

Stilen er en naivistisk, tegneserieagtig realisme, som på grund af værkernes store format hæver de ofte banale og hverdagsagtige motiver op til en arketypisk og eviggyldig sandhed. Flere af skolens kunstnere er repræsenteret på kunstmuseet Arken.

Andre tendenser er Eberhard Havekosts strømlinede photoshop-realisme og Thomas Scheibitz'  fragmentariske post-kubisme. Sidstnævnte repræsenterede Tyskland på Venedigbiennalen i 2005.

Arkitektur fra barok til 1850

© Dette billede må du ...

Tyskland. Kirken Sankt Michael i München, opført 1583-97 af arkitekten Friedrich Sustris for jesuiterkollegiet af samme navn. Kirkens renæssancefacade (tv.) er udsmykket med et skulpturprogram, der hylder de fyrster, som indførte kristendommen i Bayern. Kirkens indre (th.) beherskes af et mægtigt tøndehvælv med en spændvidde på 20 m. Blandt kirkerummets rigdomme af altre og skulpturer er Bertel Thorvaldsens gravmæle (opstillet 1830) for den franske officer Eugène de Beauharnais Leuchtenberg, svigersøn til Maximilian 1. af Bayern.

Modsætningerne mellem det katolske Sydtyskland og det protestantiske Nordtyskland gjorde sig kraftigt gældende i barokkunsten. En af de mest fremtrædende arkitekter var Balthasar Neumann, der opførte residensen i Würzburg (1720-44) og valfartskirken Vierzehnheiligen (1743 ff.).

Et hovedværk er også domkirken i Fulda, opført af Johann Dientzenhofer 1704-12. Den festlige sydtyske katolske barok prægedes af brødrene Asam, der virkede som arkitekter, malere og billedhuggere, således i kirken Sankt Johannes von Nepomuk i München (1733-46).

En romersk barok udvikledes i Berlin af Andreas Schlüter med om- og udbygningen af slottet i Berlin (1698-1707). Under Frederik 2. den Store var den ledende arkitekt G.W. von Knobelsdorff, der bl.a. opførte operaen i Berlin (1741-43) og lystslottet Sanssouci (1745-47) i Potsdam, begge i en fransk-nederlandsk influeret barokklassicisme.

© AKG/Hilbich

Zwinger. Bygningsanlæggets storhed ligger ikke i dets størrelse, men i en fuldendt harmoni i både helheden og detaljen, et resultat af et kongenialt samarbejde mellem arkitekt og billedhugger. Det arkitektoniske højdepunkt skabte Pöppelmann med Wallpavillon, der her ses midt i billedet. Den krones af Permosers gavlfigur Hercules Saxonicus, der bærer himmelkuglen, et symbol på anlæggets bygherre, kurfyrst August den Stærke. Wallpavillon flankeres af Mathematisch-Physikalischer Pavillon tv., af Französischer Pavillon th.; yderst th. anes Gemäldegalerie.

I Sachsen blev Dresden et strålende centrum, hvor M.D. Pöppelmann opførte festanlægget Zwinger (1710-28) s.m. billedhuggeren Balthasar Permoser, og Georg Bähr opførte den største evangeliske kirke i Tyskland, Frauenkirche (1726-43).

I Berlin indledtes nyklassicismen med opførelsen af Brandenburger Tor 1788-91 ved C.G. C.G. Langhans. Den franske revolutionsarkitektur blev dyrket af Friedrich Gilly, der ikke nåede at bygge meget; hans projekter fik dog stor betydning, særlig for hans elev Karl Friedrich Schinkel, der i Berlin opførte bl.a. Schauspielhaus (1818-21) og med Bauakademie (1832-36) foregreb funktionalismen.

Klassicismens vigtigste repræsentant i Sydtyskland var Leo von Klenze, der skabte en række monumentale bygninger efter antikke forbilleder i München, bl.a. Propyläen (1846 ff.) og Walhalla ved Regensburg (1830-42).

Arkitektur fra 1850 til 2011

© AKG

Tyskland. Elektricitetsselskabet AEGs turbinehal i Berlin blev opført 1908-09 af Peter Behrens, der med denne bygning i beton, stål og glas blev banebrydende for moderne industriarkitektur. Den polygonale gavl, der løfter sig over en fremspringende vindueskonstruktion, kan ses som en nytolkning af en klassisk tempelfront med søjler og tympanon, elementer, som genspejler den bagvedliggende konstruktion. Behrens formgav også en række af AEGs produkter som fx lamper og motorer.

Den betydeligste og mest indflydelsesrige arkitekt i sidste halvdel af 1800-t. var Gottfried Semper, der arbejdede med flere historiske stilarter, fx i Hoftheater (Staatsoper) i Dresden (1838-41).

Jugendstilen, der opstod i 1890'erne, havde vigtige centre i München, Darmstadt, Dresden og Berlin. Dens vigtigste arkitekter var August Endell, der bl.a. skabte fotoatelier "Elvira" i München (1897-98), Alfred Messel (1853-1909) med Warenhaus Wertheim i Berlin (1896) og Peter Behrens, der opførte den epokegørende AEG-turbinehal i Berlin (1908-09).

Deutscher Werkbund opstod som reaktion på den stivnede historiserende formalisme og blev grundlagt 1907 i München som en sammenslutning af arkitekter, kunstnere og teoretikere, bl.a. Hermann Muthesius, Richard Riemerschmid, Peter Behrens og Henry van der Velde.

Den første tyske havebybebyggelse blev opført af Heinrich Tessenow, Riemerschmid og Muthesius 1909 i Hellerau nord for Dresden. I 1920'erne blev Tyskland foregangsland på dette felt med bl.a. boligbebyggelsen Weissenhofsiedlung i Stuttgart, opført 1927 under ledelse af Mies van der Rohe.

Et mellemspil blev ekspressionismen, der kom til udtryk i Erich Mendelsohns Einsteinturm i Potsdam (1917-21).

© AKG

Bauhaus. Bauhaus-skolens bygning i Dessau, set fra sydvest mod værkstedsfløjen. Skolen, der blev tegnet og konstrueret 1925-26 af Walter Gropius, er et af hovedværkerne inden for den tidlige funktionalisme.

Bauhaus-skolen, der blev grundlagt i Weimar 1919 af Walter Gropius, fik gennemgribende indflydelse på arkitektur og design og spillede en stor rolle for gennembruddet af funktionalismen; Gropius tegnede 1926 skolens nye bygninger i Dessau.

Med nazisternes magtovertagelse i 1933 stoppede denne udvikling, Bauhaus blev lukket, og en stab af unge arkitekter udnævntes til at iværksætte nazismens program. Hitler var selv stærkt optaget af arkitektur, den ledende arkitekt blev Albert Speer, og Det Tredje Riges arkitektur fik karakter af en manieret klassicisme i eksorbitant målestok, således Reichsparteigelände (1934) i Nürnberg og Reichskanzlei (1938) i Berlin.

Efter 2. Verdenskrig stod Tyskland med byer i ruiner og sønderbombede monumenter. Mange af dem er siden genopført. I Vesttyskland valgte man at bygge i en international stil, importeret fra USA og senere fra Skandinavien.

© Ursula Fugmann

Berlin. Karl-Marx-Allee. Facadedetalje. Pragtgadens bygninger, der blev opført i 1950erne, skulle udsende signaler om socialismens arbejderpaladser. Bygningerne havde omkring 13 etager og var skabt i senklassicistisk stil à la Moskva. Foto 2011.

I Østtyskland planlagdes en arkitektur, skabt for den ideale socialistiske stat, importeret fra Moskva. På trods af statsideologiernes forskelligheder var der dog mange lighedspunkter.

I DDR-tiden opførtes i Berlin den 1,7 km lange Stalinallee (1951-60; fra 1961 Karl-Marx-Allee) tegnet af bl.a. Hermann Henselmann (1905-1995), sarkastisk kaldt "Nati-Tradi-Stil".

Som et vestligt modstykke opførtes Hansaviertel 1957 som et internationalt samarbejde (se Interbau 1957), en politisk demonstration af Vestens fremskridt. I modsætning hertil står Hans Scharounsindividualistiske Philharmonie (1956-63) som et arkitektonisk højdepunkt. 1960'ernes "nybrutalisme" resulterede bl.a. i Gottfried Böhms (f. 1920) rådhus i Bensberg nær Köln (1964).

Et fremtrædende eksempel på teknisk og videnskabeligt samarbejde er teltarkitekturen i Olympiagelände i München (1967-72) efter planer af Günter Behnisch og Frei Otto.

1980'ernes postmodernisme havde ligheder med det foregående århundredes historicisme. Et fremragende eksempel herpå er James Stirlings udvidelsesbygning til Staatsgalerie Stuttgart, der blev indviet i 1984.

Fra 1970'erne har O.M. Ungers klassicistisk inspirerede kvadratiske arkitektur sat sit præg på bybilledet i en række tyske byer; bl.a. er hans museumsbygninger til Hamburger Kunsthalle (1997) i Hamburg og Wallraf-Richatz-Museum (2001) i Köln bemærkelsesværdige. Dekonstruktivismen er repræsenteret af Daniel Libeskinds Jüdisches Museum (1993-98) i Berlin samt Coop Himmelblaus UFA-Kinozentrum i Dresden (1993-98).

© Ursula Fugmann

Frauenkirche omgivet af det rekonstruerede historiske Neumarkt. April 2008.

I forbindelse med genopbygningen af de forsømte og forfaldne byområder i det tidligere DDR, har man siden genforeningen i 1990 ført en interessant diskussion angående byggeriets arkitektoniske form og målsætning. Traditionalisterne ønskede rekonstruktion af de historiske bykerner og "modernisterne" ønskede et tidssvarende byggeri.

Et eksempel på den første tendens er rekonstruktionen af Frauenkirche og det omkringliggende Neumarkt i Dresden. Ligeledes har man i Berlin ønsket at genopføre de symbolladede monumenter Berliner Stadtschloß og Schinkels Bauakademie.

Samtidig har der været en nærmest manisk tendens til at fjerne sporene efter DDR-tiden og dens arkitektur, bl.a. i form af nedrivning af det tidligere Udenrigsministerium og Palast der Republik i Berlin på trods af mange konstruktive forslag om genanvendelse.

Det er dog lykkedes at skabe en række kompromisser, idet vigtige bygninger er blevet fredede som historisk vidnesbyrd. Mange af fortidens "Plattenbau" er således blevet ændret efter nutidige boligvisioner og derudaf er der kommet mange interessante løsninger.

Læs mere om Tyskland.