Japan - billedkunst

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Japan. Jizo som barnets frelser. Han fremstilles oftest som en ejendommelig blanding af munk og barn. Statuer i tusindvis og i meget forskellige størrelser findes overalt i Japan på hellige steder, fx templer og kirkegårde, og i nicher langs vejene. Ikonografisk kan han kendes på den bare isse og den røde klud om halsen. Fotografi fra Kami-Daigo SØ for Kyoto.

Japan har en rig kulturhistorie, der går langt tilbage i forhistorisk tid.

Malerkunst

De tidligste bevarede malerier i Japan er vægmalerier i gravkamre og templer fra slutningen af 600-t. og begyndelsen af 700-t.; stil og ikonografi tyder på direkte kontakt med Kina. Med de esoteriske buddhistiske sekters ankomst til Japan i 800-t. fulgte også billeder af mandalaer et stiliseret diagram over buddhistiske universer, brugt i templerne til tilbedelse, meditation og undervisning.

Malerier importeret fra Kina kom ofte som kakemono, en lodret billedrulle til at hænge på væggen. Et andet billedrulleformat er den vandrette makimono, der aflæses fra højre mod venstre. Forlægget er illustrerede sutraer fra Kina, der kom til Japan i 700-t. I Japan blev makimono brugt til narrative billedforløb, fx til at fortælle historier om berømte munke eller om templers grundlæggelse.

I 900-t. begyndte kejserhoffet og aristokratiet i hovedstaden at definere deres egen kulturelle identitet sideløbende med den hidtil dominerende kinesiske indflydelse. Inden for malerkunsten skelnede man stilistisk mellem kara-e, maleri i kinesisk stil med landskaber og motiver hentet fra kinesiske forbilleder, og yamato-e med specifikke japanske motiver og referencer.

Genji monogatari. Detalje fra en emaki (billedrulle) fra 1100-t., der illustrerer en scene fra værket: I skumringen en forårsaften kigger en ung officer betaget gennem en sprække i skydedøren på de to prinsesser, som sidder bag gardinet og spiller go. To andre damer på verandaen beundrer kirsebærtræet.

I 1000-t. udvikledes en verdslig stil inden for makimono, hvor litterære værker blev omsat til visuelle fortællinger og indgik i en æstetisk orienteret livsstil blandt en snæver kulturelite. Genji monogatari emakimono (Billedrullen over fortællingen om Genji), udført af anonyme kunstnere tidligt i 1100-t., gengiver fx scener og tekstafsnit fra periodens berømte prosaværk Genji monogatari, skrevet af hofdamen Murasaki Shikibu omkring år 1000. Kvinder ved hoffet deltog aktivt i mange dele af kulturlivet, både som udøvende kunstnere og som publikum.

I begyndelsen af 1300-t. blev det zenbuddhistiske monokrome tuschmaleri, sumi-e eller suibokuga, udbredt i Japan af tilrejsende munke. Tuschmalerierne blev udført af kunstnermunke i zenklostrene, hvor billederne både i fremstillingsprocessen og som færdigt værk dannede udgangspunkt for meditation.

Motiverne kunne være figurer forbundet med zenbuddhistisk ikonografi eller imaginære landskaber med antydninger af høje bjerge i et atmosfærisk perspektiv, kombineret med kalligrafi. Kunstnermunken Sesshu, der i 1400-t. blev kendt for sin haboku-teknik ('knækket tusch'), var en af de første japanske malere, der signerede sine værker, hvilket tyder på, at han af sin samtid blev anerkendt som individuel kunstner. Indtil da var malere anonyme håndværkere. Tuschmaleri med zenbuddhistiske henvisninger fik en renæssance i 1700-t., samtidig med at kinesisk maleri i Songtidens stil blev videreført i en uortodoks fortolkning, nanga ('maleri i sydlig stil').

Fra slutningen af 1500-t. blev store formater fremherskende i forbindelse med et omfattende borg- og paladsbyggeri, nemlig fusuma, papirbeklædte skydedøre, og byobu, papirbeklædte foldeskærme, der blev brugt til ruminddeling. De store og ofte farvestrålende og forgyldte billeder var eftertragtede; de understregede borgherrens rigdom og status, samtidig med at de forgyldte malerier lyste op i de ellers dunkle borge. Den førende skole inden for denne stil var Kanoskolen, som blev støttet af shogunatet gennem hele Edoperioden (1603-1868).

Kanoskolen tog udgangspunkt i kraftfulde penselstrøg inspireret af tuschmaleri, kombineret med en mere forfinet bearbejdelse af detaljer. Motiverne hos Kanoskolen er først og fremmest landskaber og scener fra de fire årstider, mens Tosaskolen specialiserede sig i motiver fra klassisk litteratur i stiliserede og dekorative fortolkninger.

De første europæere kom til Japan i 1600-t. og gav anledning til en særlig genre, namban-malerier, billeder af "de sydlige barbarer". Shijoskolen inkluderede elementer af vestlig realisme i tuschmaleriet. Derudover findes genrescener, der opstod blandt den voksende købmandsstand i Edoperiodens storbyer, og som skildrer samtidens festivaler og forlystelseskvarterer.

Herfra stammer også de motivkredse, som kendetegner træsnit, ukiyo-e. Det er først og fremmest billeder af berømte kurtisaner og smukke kvinder (bijin) fra underholdningslivet eller portrætter af kabukiskuespillere (yakusha), som bl.a. Toriiskolen specialiserede sig i. En særlig genre var shunga ('forårsbilleder') med erotiske motiver.

Fra begyndelsen af 1800-t. skiftede motiverne til landskaber og scener fra berømte steder, fx Hokusais serie af udsigter til Fujibjerget og Hiroshiges serie med berømte steder i Edo. Det var særlig disse landskabstræsnit samt Hokusais Manga (Skitsebøger), der blev populære blandt europæiske kunstnere i anden halvdel af 1800-t. og udgjorde en væsentlig del af japanismebølgen.

I sidste fjerdedel af 1800-t. opstod yoga ('maleri i vestlig stil') som resultat af indflydelsen fra vestligt oliemaleri. Parallelt hermed udvikledes nihonga ('maleri i japansk stil'), som baseredes på teknik og motiver fra udvalgte traditionelle kunstretninger.

Dette faldt sammen med formuleringen af en egentlig kunsthistorie, bl.a. under påvirkning af den amerikanske kunstsamler Ernest Fenollosa. Trods en tilsyneladende modsætning mellem yoga og nihonga har de gensidigt påvirket hinanden, og begge retninger trives i dag som en etableret del af japansk kunstliv.

1900-tallets billedkunst

I begyndelsen af 1900-t. kom avantgardekunsten til Japan, og man finder repræsentanter for bl.a. futurisme, dadaisme og surrealisme i perioden op til 1930'erne. Der opstod diskussioner om kunstens rolle i social sammenhæng, samtidig med at mange kunstnere blev udsat for censur og kontrol i tiden mellem 1930 og 1945. I 1950'erne genopstod avantgardekunsten med fornyet kraft og internationale kontaktflader, fx Gutaigruppen.

I begyndelsen af 1960'erne opstod grupper som Neo-Dada Organizers og Hi-Red Center, og begrebet han-geijutsu ('antikunst') kom til at betegne et opgør med den gængse museums- og kunstopfattelse. Midt i 1960'erne baseredes konceptkunsten på poetiske og metafysiske aspekter og resulterede bl.a. i mange japanske kunstneres deltagelse i den internationale Fluxusbevægelse, fx Yoko Ono og Ay-o.

I 1970'erne blev en æstetisk og materialebevidst kunst central, hvilket kan ses i bl.a. Mono-ha-gruppen, som med udgangspunkt i klassisk buddhistisk filosofi skabte en abstrakt, minimalistisk udtryksform både inden for maleri og skulptur. Billedhuggeren Endo Toshikatsu tilhører den unge generation af Mono-ha-kunstnere.

I 1980'erne vendte det figurative tilbage til billedkunsten, og samtidig er der blevet eksperimenteret med nye medier som video og computerkunst. Mange temaer i 1990'ernes kunst afspejler emner, der diskuteres i det japanske samfund, fx massemedier, forbrugskultur, kønsroller og kulturel identitet i bred forstand.

Skulptur

Fra sen Jomonperiode (ca. 1500-300 f.Kr.) stammer bl.a. kvindefigurer dekoreret med indridsede rebmønstre; de menes at have fungeret som frugtbarhedssymboler. I den senere Kofunperiode (300-600 e.Kr.) udvikledes en anden type lerfigurer, haniwa, ca. 1 m høje cylindriske former, som blev sat omkring gravhøje, med fremstillinger af bl.a. huse, krigere, bønder, musikere og forskellige dyr.

Med buddhismens ankomst til Japan i midten af 500-t. kom også afbildningen af Buddha i menneskeskikkelse. Statuerne blev ofte grupperet i en treenighed med en siddende eller stående buddha (nyorai) i midten og en stående bodhisattva (bosatsu) på hver side. Figurernes hænder er placeret i karakteristiske symbolske gestus, og ofte markerer en oval eller dråbeformet skive bag figurerne deres aura.

Blandt de hyppigst fremstillede figurer er barmhjertighedens bodhisattva, Kannon. Fra sidst i 800-t., hvor det buddhistiske panteon blandedes med guder fra shinto, ses også skulpturer af shintoguddomme udført som buddhistiske munke, fx guden Hachiman. Derudover findes portrætskulpturer, der viser berømte munke eller lægpersoner såsom shoguner og embedsmænd.

Mange statuer blev støbt i bronze og forgyldt. Et teknisk højdepunkt blev nået i 752, da den 16 m høje Daibutsu, Den store Buddha, blev indviet i Todai-ji-templet i Nara. Andre figurer blev udført i ler eller træ, som blev bemalet, forgyldt eller lakeret, eller i lak, hvor lag af lakvædet stof blev omviklet et skelet af træ. De mest karakteristiske arbejder i sten er de udendørs placerede skulpturer af bodhisattvaen Jizo, som tilbedere klæder på med røde huer og forklæder.

Skulpturer blev ofte udført som bestillingsarbejder for templerne af billedhuggerværksteder som fx Keiskolen, oprettet i slutningen af 1000-t. af Kokei. Med tiden blev skulpturen dog løsrevet fra den religiøse sammenhæng og fik status som selvstændig kunstnerisk udtryksform. Fra slutningen af 1800-t. udførtes bronzeskulpturer og træskærerarbejder med påvirkning både fra Vesten og fra klassisk japansk skulptur.

I 1950'erne udvikledes en abstrakt billedhuggerkunst, og siden har mange billedhuggere eksperimenteret med nye materialer og former, fx inden for installationskunsten, som blev fremherskende fra midten af 1980'erne.

Læs mere om Japan.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Japan. Endo Toshikatsu er en af de væsentligste Mono-ha-kunstnere. Han har repræsenteret Japan ved flere internationale udstillinger, bl.a. Biennalen i Venezia 1990. Her ses værket Kilde — sammensat af ni dele (1989). Gallery Takagi, Nagoya.

© Dette billede må du ...

Japan. Hokusais farvetræsnit Den store bølge er fra serien 36 landskaber med Fuji, der blev udgivet i 1831.

© Dette billede må du ...

Japan. Jizo som barnets frelser. Han fremstilles oftest som en ejendommelig blanding af munk og barn. Statuer i tusindvis og i meget forskellige størrelser findes overalt i Japan på hellige steder, fx templer og kirkegårde, og i nicher langs vejene. Ikonografisk kan han kendes på den bare isse og den røde klud om halsen. Fotografi fra Kami-Daigo SØ for Kyoto.

Viser 3 af 3 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
12/02/2013
Oprindelig forfatter
GBorg
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki