ekspressionisme - musik

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

I musikken ytrer ekspressionismen sig navnlig ved frigørelse fra den traditionelle formtvang i forbindelse med stærkt øget ekspressivitet i tonesproget. Løsrivelsen fra formtvangen vedrører såvel den storformelle disposition som udformningen af detaljen og musikkens indre struktur. Den intensiverede ekspressivitet ytrer sig ved en betydelig udvidelse af musikkens klanglige, rytmiske og dynamiske virkemidler og også gerne ved brugen af stærke kontrastvirkninger.

I overensstemmelse med ekspressionismens krav til udtrykkets sandhed gøres formen helt afhængig af komponistens forminstinkt. I den indre struktur ophæves det traditionelle dissonansbegreb, idet tonerne ind- og videreføres uafhængigt af hidtil gældende love for stemmeføring og harmoni. Tonaliteten i dur og mol og den dermed forbundne metriske periodisering sættes derved ud af kraft som formregulerende faktorer. I detaljen kan det føre til diskontinuitet, og storformelt kan forløbet falde ud som delmomenter i mere eller mindre improvisatorisk prægede former, hvori såvel et nuancemættet filigranarbejde som store ekstatiske udladninger kan indgå. I instrumentalmusikken reduceres formen karakteristisk til ekstrem knaphed. I øvrigt er megen ekspressionistisk musik komponeret til et litterært eller dramatisk forlæg.

Der hersker divergerende opfattelser af omfanget af det ekspressionistiske repertoire. Tættest associeret med den tidlige ekspressionisme er Arnold Schönbergs værker fra 1909-12, dvs. Tre Klaverstykker op. 11 samt opp. 15-20, omfattende bl.a. de dramatiske enaktere Erwartung og Die glückliche Hand, både ved deres ekspressive intensitet og resolutte brud med tonalitetens formtvang og i kraft af komponistens nære tilknytning til og æstetiske overensstemmelse med en af det ekspressionistiske maleris mest fremtrædende repræsentanter, Wassily Kandinsky.

Anton Webern.

Anton Webern.

Hertil kommer værker af Alban Berg 1912-15, Fem Sange op. 4 (tekst af Peter Altenberg), Fire Stykker for klarinet og klaver op. 5 og Tre Orkesterstykker op. 6, og af Anton Webern, både de ultrakorte instrumentalstykker fra 1910-14, op. 7 og 9-11, og nogle af de efterfølgende sange til tekster af Georg Trakl indtil 1922, op. 13 nr. 4 og op. 14. Herudover kan de nævnte kriterier findes mere eller mindre tydeligt repræsenteret hos andre komponister i tiden før 1. Verdenskrig, fx Gustav Mahler, Richard Strauss, Aleksandr Skrjabin, Franz Schreker, Igor Stravinsky, Béla Bartók, Sergej Prokofjev og Charles Ives, der virkede helt isoleret i USA.

Ekspressionismen efter 1. Verdenskrig kendetegnes af en tendens til at forme det nu frigjorte materiale efter nye konstruktionsprincipper. Dette kan spores allerede i dele af Schönbergs Fem Orkesterstykker op. 16 fra 1909 og i Pierrot Lunaire op. 21 fra 1912, men træder helt klart frem i Bergs opera Wozzeck, komponeret 1917-22. Her anvendes en række af de klassiske former — suite, passacaglia, fuga, sonate, rondo m.m. — som formregulerende faktorer i de enkelte sceners forløb, imidlertid så vel skjult, at de mest fungerer som det konstruktionsgrundlag, hvorover Bergs ekspressionistiske musik folder sig ud.

Hanns Eisler. Foto: Rasmus Christensen.

Hanns Eisler. Foto: Rasmus Christensen.

Konstruktive elementer i detailformen findes i musik af Schönberg fra begyndelsen af 1920'erne, Fem Klaverstykker op. 23 og Serenade for syv instrumenter og baryton op. 24, og i Bergs Kammerkoncert 1923-25. Disse tendenser leder frem til Schönbergs dodekafone sats baseret på tolvtonerækker i værker fra 1924 og tiden derefter (se tolvtoneteknik). Tolvtonemusikken af Schönberg, Berg og Webern og siden af Hanns Eisler, Ernst Krenek mfl. ligesom musik af komponister uden tilknytning til denne kreds, fx Kurt Weill, den unge Paul Hindemith, Edgar Varèse, Arthur Schnabel og George Antheil, ses ofte at rumme ekspressionistiske elementer, men kan i øvrigt næppe anses for at repræsentere ekspressionismen.

Ekspressionistisk musik er i hovedsagen et centraleuropæisk fænomen. Men i kraft af de satstekniske landvindinger og den udvikling af midlerne, som tilførte musikken en stærkt øget udtrykskraft, har ekspressionismen øvet indflydelse på 1900-t.s musik langt ud over kredsen af egentlige ekspressionister.

Læs videre om ekspressionisme:

Ekspressionisme - billedkunst her

Ekspressionisme - film her

Ekspressionisme - teater her 

Ekspressionisme - litteratur her

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

  • Der er endnu ingen tags til denne artikel
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
22/11/2013
Ekspert
UrsFu
Oprindelig forfatter
JMae
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki