abstrakt ekspressionisme

abstrakt ekspressionisme, det maleri, der fik sit gennembrud i USA i årene efter 2. Verdenskrig, og som var det første vægtige amerikanske bidrag til den moderne kunst. Den abstrakte ekspressionisme var med til at markere amerikansk kultur internationalt på linje med USAs øgede politiske og økonomiske indflydelse. Andre betegnelser er New York-skolen, der angiver kunstnernes fælles geografiske miljø, gestural painting eller action painting, der dog kun karakteriserer én side af generationens kunstneriske udtryk.

Den abstrakte ekspressionisme kom i første omgang til at omfatte den generation af kunstnere, hvis værk udfoldedes fra begyndelsen af 1940'erne til slutningen af 1950'erne. Den centrale gruppe omfattede kunstnere som Willem de Kooning, Jackson Pollock, Clyfford Still, Barnett Newman, Mark Rothko, Arshile Gorky, Franz Kline, Robert Motherwell, William Baziotes, Adolph Gottlieb, Theodore Stamos, Richard Pousette-Dart og enkelte andre.

Den abstrakte ekspressionisme havde rod i mellemkrigsårenes kunst og den amerikanske regionalisme, repræsenteret bl.a. af Thomas Hart Benton, Jackson Pollocks lærer. Vigtig for dens udvikling var amerikanernes møde med de europæiske kunstnere — især surrealister — der under krigen slog sig ned i New York på flugt fra nazismen. Surrealismens interesse for det ubevidste og den såkaldte automatisme eller automatiske skrift, der gav det ubevidste frit løb i tegning eller maleri uden styrende kontrol, blev vigtige udgangspunkter for amerikanernes eksperimenter; de havde også forudsætninger i psykoanalysen og C.G. Jungs forestillinger om arketyperne, klassisk og primitiv mytologi, nordvestkyst-indianernes kunst og den europæiske modernisme, repræsenteret ved Kandinsky, Picasso og Miró. 

Abstrakt ekspressionisme er dog ikke en entydig stil. Polerne i den første generations arbejde repræsenteres på den ene side af Jackson Pollock og Willem de Kooning, der arbejdede med action paintings spontane og følelsesladede malemåde, hvor der ofte blev satset på tilfældet og det uovervejede. På den anden side står et mere idépræget maleri som Newmans, der var en udforskning af relationerne mellem farve og flade, eller Rothkos svævende, vibrerende farvefelter, et forsøg på at udtrykke en metafysisk eller religiøs dimension.

Selvom Pollock i sine sidste arbejder vendte tilbage til figurationen, og de Kooning aldrig helt slap menneskefiguren som udgangspunkt for sine malerier, er der i den abstrakte ekspressionisme en udvikling væk fra fyrrernes figurative maleri med et "indhold" i traditionel forstand, skabt under indflydelse af surrealismen, til halvtredsernes rent nonfigurative maleri, der også kom til fuld udfoldelse i den efterfølgende generation med kunstnere som Philip Guston, Joan Mitchell, Alfred Leslie og Sam Francis. 

Abstrakt ekspressionisme havde paralleller i samtidigt europæisk maleri med den fransk dominerede tachisme og gruppen Cobra med bl.a. Karel Appel, Corneille og Asger Jorn.