© Jasper Johns/Bridgeman Art Library/Privateje
Popkunst. Jasper Johns Tre flag, 1958; privateje. Maleriet er led i en serie af billeder med Stars and Stripes som motiv, her i den udgave med 48 stjerner, som flaget havde fra 1912 til 4.7.1960 (i 1959 var Alaska og Hawaii blevet nye stater). Johns maler dog ikke bare flaget af, men giver farvefladerne liv og struktur, leger med rum og perspektiv og forskyder derved opmærksomheden fra flagets symbolværdi til de kunstneriske virkemidler. Dette greb fik stor betydning for popkunsten i årene omkring 1960, da den amerikanske billedkunst for alvor slog igennem på den internationale kunstscene.
popkunst, pop art, retning inden for billedkunsten, som opstod i England og USA i midten af 1950'erne og var fremtrædende til begyndelsen af 1970'erne. Betegnelsen blev første gang brugt på tryk i 1958 af den britiske kritiker Lawrence Alloway (1926-90) til at beskrive en bevægelse inden for den moderne kunst, som tog udgangspunkt i forbruger- og populærkulturens anonyme og masseproducerede billedunivers som fx reklamer, tegneserier, pinupper og tv- og filmbilleder.
| 1. led af ordet popkunst er en fork. af eng. popular 'folkelig, populær'. |
Blandt de første, hvis værker betegnedes som britisk popkunst, var Richard Hamilton, Eduardo Paolozzi og Peter Blake. En anden gruppe popkunstnere kom ud af Royal College of Art i London 1959-62 og talte bl.a. David Hockney, Allen Jones og den amerikanskfødte R.B. Kitaj. Disse kunstneres tilgang til den massekulturelle motivkreds betragtes ofte som mere fortællende og analytisk, end det ses i den amerikanske popkunst.
© Bridgeman Art Library/Christie's Images
Popkunst. David Hockney Eftermiddagssvømning; litografi.
Midt i 1950'erne i USA, uafhængigt af strømningerne i England, etablerede Jasper Johns og Robert Rauschenberg grundlaget for aspekter af den amerikanske popkunst ved at indføre hverdagsmotiver i kunsten som en reaktion mod den følelsesladede, abstrakte ekspressionisme.
Retningen slog igennem i begyndelsen af 1960'erne med Robert Indiana, Roy Lichtenstein, Andy Warhol, George Segal, Claes Oldenburg og James Rosenquist som markante skikkelser; flere af dem havde erfaringer fra reklamebranchen. Popkunsten fik stor betydning for især 1960'ernes kultur, og af beslægtede retninger kan nævnes de franske Nouveaux Réalistes.
I dansk kunst ses elementer af popkunsten hos bl.a. Albert Mertz og i Per Kirkebys tidlige værker.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Popkunst. Andy Warhols serigrafi Marilyn Monroe, 1967; Louisiana. Billedet er et af en række på ti serigrafier, hvor Warhol med udgangspunkt i et fotografi af skuespilleren har varieret sammensætningen af farverne i baggrund, ansigt, hår, øjne, øjenlåg og mund. Disse partier trykkes hver for sig og passes omhyggeligt sammen dér, hvor de ikke skal trykkes oven i hinanden. I flere af billederne har Warhol dog udnyttet effekten af større eller mindre forskydninger af de enkelte farver.
Popkunst. Claes Oldenburg Soft Fur Good Humors (Ispinde i blød pels); træ, lakfarve og pelsimitation udstoppet med kapok, 1963. The Brett Mitchell Collection, Inc. Inspirationen til værket fik Oldenburg, da han i 1963 i Los Angeles' varme klima gik rundt i overskudslagre og bl.a. fik øje på store partier imiteret pels.
Popkunst. Jasper Johns Tre flag, 1958; privateje. Maleriet er led i en serie af billeder med Stars and Stripes som motiv, her i den udgave med 48 stjerner, som flaget havde fra 1912 til 4.7.1960 (i 1959 var Alaska og Hawaii blevet nye stater). Johns maler dog ikke bare flaget af, men giver farvefladerne liv og struktur, leger med rum og perspektiv og forskyder derved opmærksomheden fra flagets symbolværdi til de kunstneriske virkemidler. Dette greb fik stor betydning for popkunsten i årene omkring 1960, da den amerikanske billedkunst for alvor slog igennem på den internationale kunstscene.
Viser 4 af 4 billeder
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki