Pieter Bruegel d.æ. Pieter Bruegel d.æ.s maleri Opførelsen af Babelstårnet fra 1563; Kunsthistorisches Museum, Wien. Billedet illustrerer den berømte fortælling i Det Gamle Testamente (1.Mos., kap.11) om sprogs forskellighed: Da alle mennesker endnu talte ét og samme sprog, udfordrede de Gud ved i Babel at ville bygge et tårn til himlen, men Gud gjorde så deres sprog forskellige. I middelalderen blev sprogs forskellighed derfor opfattet som Guds straf for menneskets hovmod, og først med renæssancen blev sproglig diversitet et positivt begreb.

.

Pieter Bruegel d.æ. I maleriet Kampen mellem karneval og faste af Pieter Bruegel d.æ. (1559) personificeres modsætningsforholdet mellem det lystige karneval og den asketiske faste ved de to kæmpende i billedets forgrund; karnevalet er udtrykt ved den overvægtige person, som ridende på en vintønde løfter sin kødfyldte lanse mod fasten, der er udtrykt ved en mager gammel kvinde siddende på en simpel stol. Maleriet findes på Kunsthistorisches Museum, Wien.

.

Pieter Bruegel d.æ., Bonde-Bruegel, ca. 1525-1569, nederlandsk maler og grafiker, virksom i Antwerpen og Bruxelles. Tilnavnet 'Bonde-Bruegel' skyldes Pieter Bruegels eftertid, som betragtede kunstneren som grov og udannet, langt fra de italieniserende retninger, som moden krævede. Først 1900-t.s forskning har genindsat Bruegel som den absolutte kulmination på den oprindelige nederlandske kunst.

Pieter Bruegel menes at være født i nærheden af Breda nord for Antwerpen. Kilderne sikrer hans indskrivning i Lucasgildet i Antwerpen i 1551. De første værker, man kender, er en række landskabstegninger fra hans rejse til Italien i 1551-55. Disse udmærker sig ved et fuldkommen overraskende brud med de traditionelle additive verdenslandskaber. Bruegels tegninger er groende, dynamiske naturskildringer med en hidtil ukendt virtuositet, teknisk som perspektivisk.

Pieter Bruegel var fra 1555 tilknyttet kredsen af reformatoriske Antwerpenhumanister (Abraham Ortelius (1527-1598), Henri Nikolaes, Christoph Plantin) og arbejdede for forlæggeren Hieronymus Cock, hvis kunder har været samme kreds af humanister; disse viste interesse for og gav inspiration til Bruegels satiriske verdenserkendelse. Nok skildrede han bønder og deres traditioner, børn og jævne folk; dog var hans ærinde ikke joviale almueskildringer, men allegorier over etik og moral, dyder og laster, udført med lune, humor og en malerisk genialitet, der aldrig siden er overgået.

Bruegels værk på dette tidspunkt er således gennemsyret af samfundskritik såsom Ordsprogene (1559, Gemäldegalerie, Berlin), Kampen mellem karneval og faste (1559, Kunsthistorisches Museum, Wien) og Dødens triumf (1562-63, Prado, Madrid).

Pieter Bruegels bibelske hovedværker er usædvanlige ved at bringe begivenhederne ind i en samtidig, næsten autentisk virkende ramme uden direkte forkyndende indhold. Det gælder Kristi gang til Golgata (1564, Kunsthistorisches Museum, Wien), der skildrer en offentlig henrettelse som folkeforlystelse, og de to store Betlehem-panoramaer, der begge er henlagt til et flamsk vinterlandskab. Folketællingen i Betlehem (1566, Le Musée d'Art ancien, Bruxelles) viser Maria og Josef som to blandt hundrede på vej til at finde husly og lade sig registrere.

Det objektive reportagepræg er endnu mere udtalt i Barnemordet i Betlehem (ca. 1567, Hampton Court), hvor soldater under habsburgske faner opsporer og udrydder spæde drengebørn. På originalen har en følsom eftertid ladet ofrene overmale med bylter, kurve og fjerkræ, fordi Bruegels saglighed blev forvekslet med brutalitet.

Man har ofte sat Pieter Bruegel i direkte forbindelse med Hieronymus Bosch, men Bruegel griber langt dybere moraliserende ind i samfundsmekanismerne, end det var Bosch beskåret.

Kun i enkelte tilfælde som fx Den faldne engel (1562, Musées royaux des beaux-arts, Bruxelles) og Dulle Griet (1563, Museum Mayer van den Bergh, Antwerpen) har Bruegel benyttet en boschsk ikonografi.

På grund af politisk forfølgelse opløstes de reformatoriske kredse i Antwerpen, hvilket sandsynligvis var årsagen til, at Pieter Bruegel flyttede til Bruxelles i 1563, hvor han virkede til sin død.

Det medførte samtidig et stilskift; det samfundssatiriske underspilledes, blev camoufleret i en større anlagt form med dybere interesse for maleriske virkemidler med en nærmest spøgefuld assimilation af italiensk formsprog.

Uovertrufne er de fem Månedsbilleder fra 1565, hvor makrokosmos, verden og den Gudskabte natur skildres med en overdådig patos, vrimlende med mikrokosmisk mylder, mennesketilværelsens møje, gru, lyst og glæde.

Om tidens og menneskets dårskaber har Pieter Bruegel vel aldrig talt tydeligere end i et par af sine sidste værker, Bondebryllup (1568, Kunsthistorisches Museum, Wien); Lignelsen om de blinde (1568, Capodimonte, Napoli) og Krøblingene (1568, Louvre, Paris).

I 2010 identificerede man på Museo Nacional del Prado i Madrid Pieter Bruegels mest omfangsrige panoramabillede med en hundredtallig folkemængde, Vinen til festen på St. Martins dag (ca. 1565-68). Kun maleriets yderste højre del med den hellige Martin til hest har hidtil været kendt fra en kopi på Kunsthistorisches Museum i Wien. Originalen, der var stærkt medtaget, er nu efter en omfattende restaurering ophængt på Prado.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig