Fynboerne, en række danske malere med nær tilknytning til Fyn, der i 1880'erne mødtes som elever på Zahrtmanns Skole i København. Påvirket af Zahrtmanns undervisning og kraftfulde kolorit, men med forskellige kunstneriske udtryk samledes først og fremmest Peter Hansen, Anna og Fritz Syberg og Johannes Larsen om en fælles interesse for landskabsmaleriet.

Deres skildringer af dagliglivet på landet gav i samtiden Fynboerne det lidt nedsættende tilnavn "bondemalerne"; i 1907 opstod en heftig debat i pressen - den såkaldte "Bondemalerstrid" - anført af malerne Gudmund Hentze (1875-1948) og ægteparret Agnes og Harald Slott-Møller som repræsentanter for en mere intellektuelt præget hovedstadskultur og med bl.a. Peter Hansen som forsvarer for Fynboerne. Med til kredsen hørte også Jens Birkholm, Poul S. Christiansen og Karl Schou. I 1910 oprettede den lokale fabrikant Mads Rasmussen Faaborg Museum, der kom til at rumme en betydelig samling af Fynboernes værker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig