Giotto di Bondone

Giotto di Bondone var en italiensk maler og arkitekt. Giotto blev formentlig født i Colle di Vespignano nordøst for Firenze. At han blev opdaget og uddannet af maleren Cimabue, som traditionen fortæller, kan ikke bevises.

Til Giottos tidligste værker hører freskoerne i overkirken i San Francesco i Assisi. Scenerne fra Det Gamle og Nye Testamente og billederne fra Frans af Assisis liv på væggene derunder er sikkert udført i 1290'erne, men om Giottos andel i dette arbejde hersker der stadig uenighed. I årene omkring 1300 malede han freskoer i Peterskirken og Lateranet i Rom; brudstykker af disse udsmykninger er bevaret.

Giottos hovedværk er udsmykningen af Cappella degli Scrovegni (Arena-kapellet) i Padova (ca. 1305), opført kort forinden som paladskapel for Scrovegnifamilien. Scener fra Marias og Jesu liv fylder sidevæggene, mens indgangsvæggen er dækket af en ret traditionel fremstilling af dommedag. Disse freskoer er formentlig udført af Giotto selv.

Fra de følgende år stammer det store malede krucifiks i kirken Santa Maria Novella i Firenze (ca. 1295) og Tronende Madonna med barnet (ca. 1305-1310) til Ognissanti-kirken i Firenze (nu i Uffizierne). Giotto opholdt sig i Firenze næsten uafbrudt 1318-1328, beskæftiget med at male freskoer med scener fra den hellige Frans' liv i Cappella Peruzzi og Cappella Bardi i kirken Santa Croce; han malede også enkelte altertavler til denne og andre kirker. I en kort periode derefter arbejdede Giotto i Napoli, i Milano og Bologna.

I 1334 blev han stadsarkitekt i Firenze med særligt ansvar for opførelse af nye bymure, for færdiggørelse af domkirken og opførelsen af kampanilen. Han døde, da de nederste etager af kampanilen var bygget.

Giotto blev allerede i samtiden opfattet som en bemærkelsesværdig kunstner. Dante kalder ham i Den guddommelige Komedie tidens fremmeste kunstner, og Boccaccio og Petrarca omtaler ham med beundring i årene efter hans død. Cennino Cennini skrev om Giotto ca. 1390: "Giotto ændrede maleriet fra græsk til latin og førte det frem mod det moderne".

Renæssancens kunstnere opfattede ham som den store fornyer. Både de og eftertidens kunsthistorikere har fokuseret på Giottos åbning mod virkeligheden, der blev et væsentligt element i hans kunst. Lorenzo Ghiberti skrev ca. 1448: "Han gav kunsten ny rigdom og vendte den grove byzantinske stil ryggen, skabte en ny naturlig elegance uden at bryde harmoniens rammer".

I den lidt ældre generation af kunstnere havde Giotto to forgængere, der kom til at betyde meget for ham: Cimabue fra Toscana og Pietro Cavallini fra Rom. Tydeligst ser man påvirkningen fra de to kunstnere i freskoerne i Assisi.

De ældste er præget af Cimabue, der havde malet i kirken lige forinden, de yngste, serien om den hellige Frans' liv, er påvirket af Cavallini, som Giotto havde stiftet bekendtskab med i Rom. Ansigtstrækkene blev mindre byzantinske, mens dragterne beholdt de byzantinske folder; rum og volumen er understreget, og ikke bare det fortællende, men også det emotionelle har betydning.

Med freskoerne i Padova skete endnu en fornyelse inden for virkelighedsgengivelsen. Omridsene er blidere, og reliefvirkningen er øget ved mindre voldsomme effekter af lys og skygge. Fortællingen er roligere, og der er lagt større vægt på de psykologiske skildringer. Denne udvikling blev fulgt op i freskoerne i Santa Croce i Firenze.