Faktaboks

Canaletto
Født
1697
Død
1768

Canaletto. Dogen og det store råd forsamlede i Sala del consiglio maggior i Dogepaladset, ca. 1763. Olie på lærred. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

.

Canaletto, egl. Giovanni Antonio Canal, 1697-1768, italiensk maler. Canaletto blev født i Venedig, og som søn og elev af en teatermaler arbejdede han i begyndelsen også som teatermaler (bl.a. til en opera af Vivaldi).

Under et ophold i Rom i 1719-20 valgte Canaletto at specialisere sig i arkitektur- og vedutemaleriet. Hans tidligste veduter stammer fra midten af 1720'erne. På den tid kom han i Venedig i forbindelse med den senere engelske konsul Joseph Smith, som købte hans billeder og samtidig introducerede ham til den kreds af Italiensfarere fra det engelske aristokrati, der herefter blev hans vigtigste kunder. Efter et ophold i England ca. 1746-56 virkede Canaletto resten af sit liv i Venedig.

Som vedutemaler udførte han også rene fantasier, men det var for sine topografiske prospekter fra Venedig, han blev berømt. Han skildrede byens monumenter, pladser og kanaler, dens fester og ceremonier i en lang række billeder, der kendetegnes af en kølig gennemsigtighed i atmosfæren, klarhed og monumentalitet i rummet og en lysende kolorit. Han regnes blandt 1700-t.s største vedutemalere.

I 1744 udgav Canaletto 35 raderinger, der er præget af veloplagt spontanitet, der sandsynligvis kan forklares ved, at de er tegnet direkte i ætsegrunden uden brug af forberedende tegninger. I en del af dem skildres lokaliteter i og omkring Venedig men de fleste er rene fantasiprospekter med overraskende sammenstillinger af kendte monumenter.

Canalettos nevø og elev Bernardo Bellotto anvendte af og til også kunstnernavnet Canaletto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig