Guercino, (ital. 'den lille skeløjede'), egl. Giovanni Francesco Barbieri, 1591-1666, italiensk maler. Guercino, der stod i lære hos Ludovico Carracci, var en af hovedskikkelserne i videreførelsen af den bolognesiske barok. Han modtog impulser fra flere norditalienske centre, bl.a. Ferrara og Venedig.

I hovedværket fra hans ungdom, den livfulde komposition Vilhelm af Aquitanien modtager munkekutten (1620, Pinacoteca Nazionale, Bologna), spores påvirkninger fra såvel Tizian som Correggio. Bemærkelsesværdige blandt de tidlige arbejder er en række fabulerende landskaber.

Guercino blev i 1621 kaldt til Rom af pave Gregor 15. Her udførte han den store illusionistiske loftsudsmykning Aurora i Casino Ludovisi (ca. 1621-23) og en altertavle til Peterskirken, Den hellige Petronillas begravelse (ca. 1621-23, nu i Musei Capitolini, Rom); den er malet i en udpenslet realisme med en heftig karakterskildring, hvor også Caravaggios indflydelse gør sig gældende.

Da Guercino i 1623 vendte tilbage til fødebyen Cento, havde han tilegnet sig Annibale Carraccis og Domenichinos romerske barokstil.

Fra 1642 indtog Guercino efter Guido Renis død positionen som Bolognas førende maler; for at tilfredsstille bolognesernes smag blev hans stil atter mere klassicerende som i Den samiske sibylle (ca. 1650; Uffizierne, Firenze).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig