Carlo Crivelli, 1430/1435-1494/1500, italiensk maler. Carlo Crivelli var født i Venedig, men virkede fra 1468 i Mellemitalien, hvor han udførte en række altertavler i byerne Ascoli Piceno, Fermo og Camerino.

Carlo Crivelli udviklede tidligt en stil, der ikke fulgte de generelle tendenser i venetiansk renæssancemaleri. Karakterfulde figurer står som mejslet i arkitektoniske rammer på en måde, der minder om Padovaskolens arbejder.

Original er Carlo Crivellis gengivelse af ornamentale detaljer og brug af dekorativt virkende elementer, som det fx ses i Bebudelsen (1486, National Gallery, London). Farveholdningen domineres af det gyldengule og brunlige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig