Sandro Botticelli Venus' fødsel, maleri, 1485; Uffizierne, Firenze. I skildringen af kærlighedsgudinden Venus' fødsel af mødet mellem himmelguden Uranus' sæd og havet har Botticellis inspiration været den samtidige digter Agnolo Polizianos genfortælling af myten i digtet Stanze. Her skildres, hvordan Venus stående på en muslingeskal af vindguder blæses ind til kysten og modtages af årstidernes gudinder, horai. En nyplatonisk tolkning af billedet vil vide, at det illustrerer skønheden, der opstår, når menneskets sjæl befrugtes af den guddommelige idé. Først og fremmest er maleriet dog en hyldest til kvinden som kærlighedens og skønhedens repræsentant - som i tidens kærlighedslyrik.

.

Sandro Botticelli, egl. Alessandro di Mariano Filipepi, 1444/1445-1510, italiensk maler, virksom i Firenze, benævnt efter broderens øgenavn (botticello 'lille tønde').

Efter afbrudt uddannelse til guldsmed var Sandro Botticelli i lære i den florentinske maler Filippo Lippis værksted 1465-67. I 1470 blev han selvstændig mester, og hans prestige nåede et foreløbigt klimaks ved deltagelse i udsmykningen af Det Sixtinske Kapel i Vatikanet i Rom 1481-82. Efter Andrea del Verrocchios og Leonardo da Vincis afrejse fra Firenze fremstod Botticelli i løbet af 1480'erne som byens ledende kunstner med den herskende familie Medici og kredsen om den som klientel. Upåvirket af højrenæssancens nye kunstneriske idealer ophørte Botticellis aktivitet som maler i årene efter 1500.

Sandro Botticellis stil baserer sig på indtryk fra Filippo Lippis, Verrocchios og Antonio del Pollaiuolos kunst. Således kombineres Lippis idealiserede, langlemmede figurer og koloristiske finesser, såsom gennemsigtige slør, med de to andre kunstneres skulpturelle og anatomiske udformning af menneskekroppen.

I Botticellis modne stil fra slutningen af 1470'erne betones figurernes lokalfarver, ofte gul og gylden, mens en energisk og bølgende kontur giver dem en svævende gang og knytter dem sammen i rytmiske grupper. I løbet af 1480'erne gør en langstrakthed og flademæssighed sig gældende, der i forbindelse med en detaljerigdom og pragt peger på Botticellis tilknytning til gotikken og herigennem på de aristokratiske tilbøjeligheder hos Firenzes ledende familier. Under indtryk af 1490'ernes politiske, sociale og religiøse uro i byen blev hans stil mere ekspressiv og indadvendt, præget af overdrevne bevægelser, hårde linjer og en tør farveholdning.

Skønt portrætter og religiøse motiver som Madonna og barnet og Kongernes tilbedelse dominerer Botticellis produktion, er det hans billeder af den antikke græsk-romerske mytologis guder, der har påkaldt sig størst opmærksomhed som nogle af de første malerier i stor skala med denne motivkreds.

De mytologiske billeder blev bestilt til Mediciernes kreds, hvilket også kommer til udtryk i deres litterære inspirationskilde hos digteren Agnolo Poliziano. Til kredsen hørte også den nyplatoniske filosof Marsilio Ficino, og de mytologiske billeder er derfor blevet tolket som nyplatoniske allegorier. Dette gælder ikke mindst hovedværkerne Primavera (Foråret, 1482) og Venus' fødsel (1485, begge på Uffizierne i Firenze), der dog snarere rummer et traditionelt kærligheds- og bryllupsindhold.

Sandro Botticellis tilknytning til det litterært-humanistiske miljø viser sig også i hans rekonstruktion af den græske maler Apelles' forsvundne maleri Bagvaskelsen (1494, Uffizierne) og hans tegnede illustrationer til Dantes Guddommelige Komedie (Vatikanet og Berlin).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig