Dadaisme. Bortset fra titlen er der ingen meningsfulde ord eller sætninger i Hugo Balls lyddigt Karawane ('Karavane') fra 1917. Det er på sin vis et abstrakt digt, bygget af ord som lyde, som rytmer og som grafisk udtryk på det hvide papir — og dermed også konkret.

.

Raoul Hausmann. Kunstnerens visitkort fra Berliner-Dada -perioden. På kortet står følgende præsentation. Raoul Hausmann Präsident der Sonne. Des Mondes und der kleinen Erde (Innenfläche) Dadasoph Dadaraoul. Direktor der Dadacirkus. Visitkortet er udstillet i Berlinische Galerie. Foto 2011.

.

Dadaisme, dada, international litterær og kunstnerisk bevægelse, der hovedsagelig udfoldede sig 1915-23. Navnet stammer fra et tilfældigt ordbogsopslag, ifølge hvilket dada på fransk betyder 'kæphest', på rumænsk 'ja, ja'; det var karakteristisk for dadaisterne, at de anvendte tilfældighedsprincipper i skabelsesprocessen.

Tilblivelse

Dadaismen opstod i 1915 under 1. Verdenskrig i Europa og New York, hvor Alfred Stieglitz, Francis Picabia, Man Ray og Marcel Duchamp repræsenterede bevægelsen, bl.a. i tidsskriftet 291, senere 391.

I Europa blev Zürich i det neutrale Schweiz samlingssted for en række kunstnere, og i protest mod krigens meningsløshed og de borgerlige kulturværdier grundlagde de tyske forfattere Hugo Ball og Emmy Hennings her i 1916 Cabaret Voltaire.

Her udførtes dadamanifestationer af Jean Arp, Richard Huelsenbeck, Hugo Ball, Marcel Janco og Tristan Tzara i en blanding af udstillinger, manifester, simultanoplæsning af lyddigte og absurde optrin, gerne af provokerende art.

En antiautoritær bevægelse

Dada var i sit væsen antiautoritær og anarkistisk med en total foragt for alle vedtagne normer, moralske som æstetiske.

Et eklatant eksempel herpå er Marcel Duchamps bearbejdelse af finkulturens hovedværk par excellence, Leonardo da Vincis Mona Lisa, der blev udstyret med overskæg og en respektløs kommentar til hendes gådefulde smil: L.H.O.O.Q (udtalt på fransk: Hun har en varm røv).

Dadaismens udbredelse

1917 åbnede Galerie Dada i Zürich, og i New York udgav Duchamp tidsskrifterne The Blind Man og WrongWrong.

Fra 1918 fik dadaisterne også baser i Berlin (Raoul Hausmann, George Grosz, Hannah Höch, Richard Huelsenbeck, John Heartfield), Köln (Max Ernst, Johannes Baargeld, Arp) og Hannover (Kurt Schwitters).

Den litterære dadaismes hovedcenter blev dog Paris 1919-24, hvor digterne Louis Aragon, Philippe Soupault og André Breton samledes om tidsskriftet Littérature, og hvor den første store dadafestival afholdtes i 1920.

Dadaismens udtryk

Som antikunstbevægelse havde dadaismen fællestræk med futurismen i den ikonoklastiske holdning og opblødningen af grænserne mellem kunst og virkelighed.

Kunstnerisk fandt dadaismen udtryk i collager, montager, lyddigte, Duchamps readymades og Kurt Schwitters' Merzbau.

Dadaismen blev afsæt for surrealismen i 1924 og fik ny aktualitet i 1960'erne, idet den i sig bar kim til både kunstnergruppen Nouveaux Réalistes, popkunst, konceptkunst og frem for alt Fluxus.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig