Jacob Jordaens

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Jacob Jordaens, 1593-1678, flamsk maler og tegner, efter Rubens og ved siden af van Dyck den betydeligste flamske maler i 1600-t. Han var født i Antwerpen og blev 1607-15 uddannet hos historiemaleren Adam van Noort (1562-1641). I modsætning til Rubens og van Dyck besøgte Jordaens aldrig Italien, men virkede hovedsagelig i sin fødeby, hvor han allerede i 1620'erne havde opbygget et stort værksted efter Rubens' mønster. Hans tidlige arbejder, fx Æneas' apoteose (ca. 1617, Statens Museum for Kunst), vidner om indflydelse fra manierismens formsprog og kolorit og fra kunstnere som Abraham Janssens, Caravaggio og Rubens. Inspirationen fra Rubens spillede en betydelig rolle for Jordaens gennem hele hans virksomhed, der omfattede den samme emnekreds som den ældre kunstners: alterbilleder, historiemalerier i det store format og portrætter. Hertil kom en række djærve genrefremstillinger med populære nederlandske motiver som helligtrekongersfesten, fx Kongen drikker (1640'erne, Kunsthistorisches Museum, Wien), og det gamle ordsprog "Som de gamle synger, fløjter de unge".

Efter Rubens' død i 1640 fremstod Jordaens som den førende flamske historiemaler, og talrige opgaver fra hele Europa tilfaldt nu ham. 1649-52 malede han det gigantiske Prins Hendrik af Nassaus triumf til Oranjezaal i Huis ten Bosch ved Haag. Statens Museum for Kunst har en meget betydelig samling af Jordaens' arbejder, bl.a. det store Apostlen Peter, der finder mønten i fiskens gab, kaldet Færgebåden til Antwerpen (ca. 1620-23), et hovedværk i hans produktion.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
07/09/2009
Ekspert
UrsFu
Oprindelig forfatter
Koest
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki