• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

El Greco

Oprindelig forfatter MSC Seneste forfatter Redaktionen

El Greco, (sp. 'grækeren'), egl. Domenikos Theotokopulos, ca. 1541-7.4.1614, græsk-spansk maler, billedhugger, arkitekt og kunstteoretiker.

El Greco blev født på Kreta, hvorfra han kendte den byzantinske billedtradition, som han også fandt i Venezia; her slog han sig ned ca. 1566. Han arbejdede en tid i Tizians værksted, men blev senere mere tiltrukket af Tintorettos og Bassanos ekspressive manierisme. I 1570 tog han over Parma til Rom, hvor han malede et par portrætter, bl.a. af lægen Giovanni Battista Porta (ca. 1570-75, Statens Museum for Kunst).

På grund af sin åbenlyse kritik af Michelangelo blev El Greco imidlertid hurtigt ildeset i de toneangivende kredse i Rom. Han rejste derfor til Spanien. Fra 1577 var han i Toledo, hvor han fik bestilling på højaltertavlen til San Domingo el Antiguo. Tavlen med de syv malerier, opbygget som en triumfbue, stod færdig i 1579 og betød en radikal fornyelse af den spanske religiøse billedtradition. Hovedbilledet med Marias himmelfart (Art Institute of Chicago) og Treenigheden (Pradomuseet, Madrid), der kroner tavlen, viser indflydelse fra såvel Tizian som Michelangelo.

Allerede her fremstår El Greco som en kontroversiel fortolker af religiøse emner, og senere kom han gang på gang i strid med bestillerne pga. sin frie behandling af en ellers cementeret ikonografi. Filip 2. afviste en altertavle til Escorialslottet med Den hellige Mauritius og den thebæiske legion (1580). Til kirken San Tomé i Toledo udførte El Greco til gengæld 1586-88 hovedværket Grev Orgaz' begravelse, der beskriver et under ved grevens gravlæggelse i 1323.

Dette blev El Grecos kunstneriske gennembrud, og han etablerede snart et omfattende værksted for at klare den store efterspørgsel. Han udførte dog fortsat højst originale billeder, hvor hans interesse for den religiøse mysticisme fandt afløb i en ekspressiv malemåde.

Ved hjælp af et næsten fosforescerende lys, kolde farver, dybe skygger og ikke mindst forvrængninger i perspektiv og kropsproportioner opnåede han et dybt personligt, ofte næsten ekstatisk udtryk som fx i Kristus i Getsemane have (1590'erne, Toledo Museum of Art, Ohio).

Karakteristisk for El Grecos sene værker er de lange og slanke figurer med næsten dansende bevægelser som fx i Laokoon og hans sønner (1610-14, National Gallery of Art, Washington).

El Greco udførte små modeller i gips og voks som forarbejder til nogle af sine oliebilleder. Han stod endvidere ofte for såvel de plastiske som de arkitektoniske detaljer i indfatningen af sine altermalerier.

I begyndelsen af 1900-tallet fik El Greco betydning for en række kunstnere, bl.a. ekspressionisterne og i Danmark J.F. Willumsen.