Eugène Delacroix

© Bridgeman Art Library/Giraudon

Eugène Delacroix Sardanapals død; maleri, 1827. Louvre. Historien om den assyriske konge Sardanapal (Assurbanipal) går tilbage til antikken, men Delacroix' forlæg har sandsynligvis været lord Byrons drama Sardanapal fra 1821. Egentlig var det Assurbanipals bror Shamash-shum-ukin, der som konge af Babylonien endte sine dage på denne grusomme måde, besejret efter et oprør mod Assurbanipal.

Eugène Delacroix, Ferdinand Victor Eugène Delacroix,26.4.1798-13.8.1863, fransk maler og grafiker. Eugène Delacroix var den franske romantiks hovedskikkelse, hans position i samtiden var enestående, og han efterlod en enorm produktion af oliemalerier, akvareller og pasteller, tegninger og litografier.

Eugène Delacroix blev uddannet på kunstakademiet i Paris, hvor han var elev af den nyklassicistiske maler Pierre Narcisse Guérin. Delacroix' første værker var inspireret af renæssancens maleri, men han udviklede snart en mere personlig stil, tættere knyttet til Théodore Géricaults kunst, som han beundrede.

Den manifesterede sig i det tidlige hovedværk Dante og Vergil i underverdenen, der blev udstillet på Salonen i Paris i 1822 og købtes af den franske stat samme år (nu i Louvre). Det var ligeledes i 1822, Delacroix begyndte at skrive sin Dagbog, som han førte 1822-24 og 1847-63; den blev udgivet i 1893 og er et af kunsthistoriens vigtigste litterære værker.

Efter Dante og Vergil, der gjorde Delacroix berømt, fulgte en lang række mesterværker, bl.a. Massakren på Chios (1824, Louvre) med motiv fra den græske frihedskrig og Sardanapals død (1827, Louvre), der skildrer en orientalsk fyrste, der lader sine slaver, haremskvinder og heste myrde og begår selvmord.

På en rejse til England i sommeren 1825 uddybede han sit kendskab til samtidig engelsk kunst og til Shakespeare, fra hvis dramaer han senere hentede utallige motiver. Det store billede Friheden fører folket på barrikaderne (Louvre), der blev vist på Salonen 1831, afslutter Delacroix' ungdomsår og viser en kunstner, der er i stand til at give episk kraft og styrke til et samtidigt politisk tema, Julirevolutionen i 1830.

I 1832 deltog Eugène Delacroix i grev Charles de Mornays delegationsrejse til Marokko. I Nordafrika opdagede han først og fremmest sydens lys og dets indflydelse på farven; men også antikken blev han optaget af. De mange tegninger og akvareller, som han fyldte sine skitseblokke med, skulle forsyne ham med motiver til flere årtiers malerier.

Efter hjemkomsten fra Marokko modtog Delacroix adskillige store udsmykningsopgaver: Salon du Roi og biblioteket i Palais Bourbon (1833-47) og biblioteket i Luxembourgpalæet (1840-46), begge i Paris.

Samtidig udstillede han regelmæssigt på Salonen, bl.a. en række malerier med nordafrikanske motiver som Algierske haremskvinder (1834, Louvre). Delacroix gav selv historiemaleriet en ny tone, som i det monumentale Korsfarernes indtog i Konstantinopel (1841, Louvre). Samtidig viste han sin palets bredde i blomster-, landskabs- og marinemalerier, mens han især i sine skildringer af tigre og løver gav dyremaleriet nye dimensioner.

© Bridgeman Art Library

Eugène Delacroix Jakobs kamp med englen; maleri, 1854-61.

Eugène Delacroix' sidste år var domineret af store udsmykningsopgaver, bl.a. i Louvres Apollongalleri (1848-50), i Fredssalonen i Paris' rådhus (1851-55, brændt under Kommunen 1871) og i kirken Saint-Sulpice (færdiggjort 1861), hvis ene del, Jakobs kamp med englen, bliver betragtet som Delacroix' kunstneriske testamente.

Efter triumfen på Verdensudstillingen 1855, hvor han deltog med hele 42 malerier, blev han i 1857 efter syv forgæves forsøg endelig indvalgt som medlem af Institut de France. Delacroix døde i sin lejlighed på Place de Furstenberg i Paris; den danner nu rammen om et stemningsfyldt lille museum.

Eugène Delacroix opbyggede gennem sit liv et stort arsenal af tegninger og skitser, lige fra enkle dyrestudier til større kompositionsstudier. Han erstattede maleriernes farvefylde med en levende sort streg, som det kommer til udtryk i hans litografiske værk, fx illustrationerne til Johann Wolfgang Goethes Faust (1828), præget af den dristige kompositionsform, der er karakteristisk for hans værker.