Caspar David Friedrich

© AKG

Caspar David Friedrich Munken ved havet; maleri, 1808-10. Alte Nationalgalerie, Berlin. Kunst og filosofi fra ca. 1800, da romantikkens epoke nåede sin kulmination, vrimler med udsagn om, at natur og ånd er udtryk for det samme. Naturen opfattedes som synliggjort ånd. Motivet med det enlige menneske i naturen kan ses som udtryk for en længsel efter den idealtilstand, hvor ånden i naturen og i mennesket bliver ét. Tanken om et åndløst, ubesjælet Univers måtte vække gysen; da Heinrich von Kleist så dette maleri, skrev han i 1810: Intet kan være mere forstemmende eller ubehageligt end denne stilling i verden: at være den eneste gnist af liv i dødens vældige rige, det enlige midtpunkt i en enlig kreds.

Caspar David Friedrich, 1774-1840, tysk maler og grafiker. Friedrich var sammen med Philipp Otto Runge den tyske romantiks hovedskikkelse. Han blev født i Greifswald ved Rügen i Nordtyskland, hvor han senere hentede motiver til flere af sine malerier. 1794-98 studerede han på Kunstakademiet i København med Johannes Wiedewelt og Nicolai Abildgaard som lærere; derefter bosatte han sig i Dresden.

Friedrichs motivverden var et kosmisk og abstrakt landskab, hvor målet var en skildring af alnaturen. Han byggede sine billeder op med kraftig betoning af forgrundens detaljer og en sammensmeltning af mellemgrund og baggrund, og han komponerede gerne elementer fra forskellige landskaber sammen til sine naturabstraktioner. I et tidligt hovedværk som Tetschener-Altar eller Kreuz im Gebirge (1808, Gemäldegalerie Neue Meister, Dresden) ses den korsfæstede Jesus anbragt på en klippetop, omgivet af grantræer, og med det transcendentale guddommelige nærvær skildret som lyskegler, en kristen naturapoteose.

© Nationalgalerie/AKG

Caspar David Friedrich Månen står op over havet, malet 1823; Alte Nationalgalerie, Berlin. Scenen med de rygvendte, velklædte mennesker — to kvinder og en mand — der betragter månen og skibene på det vidtstrakte hav, kan udtrykke deres tabte forhold til den store natur, men også en andagtsfuld længsel efter samklang med Universet.

Disse naturskildringer har stærke undertoner af den for romantikken karakteristiske panteisme og mysticisme, som dyrkedes i litterære og kunstneriske kredse. I Friedrichs billeder optræder en række gennemgående motiver som det enligtstående eller udgåede træ, en gotisk kirke eller en grav, ofte placeret i vinterlandskaber som fx Abtei im Eichwald (1809-10, Alte Nationalgalerie, Berlin). Billederne er som regel befolket med rygvendte figurer, ensomt vandrende par, eremitter eller munke og gennemspiller de ældgamle temaer om livet og døden, det endelige og uendelige, individet og kosmos. Et hovedværk i denne genre er Der Wanderer über dem Nebelmeer (ca. 1818, Hamburger Kunsthalle).