Johann Heinrich Füssli, Henry Fuseli, 1741-1825, schweizisk-britisk maler og tegner. Füssli studerede teologi og blev præsteordineret i 1761, men han tog billedkunsten op og tilegnede sig en omfattende viden om den litteratur, der prægede Sturm und Drang-tidens søgen efter det sublimt antiklassiske og ikke-harmoniske: Homer, Dante, Nibelungenlied samt John Milton og Shakespeare. I digterværkernes dramatiske optrin fandt han sine motiver.
Füssli forlod i 1763 det pietistiske Schweiz og bosatte sig 1764 i London, hvor han placerede sig i et liberalt, frisindet intellektuelt miljø. På opfordring af maleren Joshua Reynolds tog han i 1770 til Italien for at videreudvikle sig som historiemaler. Han modtog stærke impulser fra Michelangelo og var blandt de første malere, der genopdagede manierismens kunst i Italien; hans eksalterede og dæmoniserende billedverden gjorde et stort indtryk på de samtidige kunstnere i Rom, heriblandt J.T. Sergel og Nicolai Abildgaard. Efter et ophold i Schweiz var Füssli i 1779 tilbage i London, hvor han udstillede regelmæssigt på Royal Academy og malede bl.a. Mareridtet (1781, Detroit Institute of Arts, USA). 1799-1805 var han professor ved kunstakademiet; herefter skrev han aforismer om kunst, der blev udgivet posthumt i 1831.
Viser 1-1 af 1
Må ikke forveksles med navnefællen og fætteren JOHANN (HANS) HEINRICH FÛSSLI (1745 - 1832) kaldet "Obmann Füssli", som i Zürich var historiker, kommunalpolitiker samt forlægger.
Viser 1-1 af 1
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki