Juste, italiensk-fransk billedhuggerfamilie. Giusto di Antonio di Michele Betti (1416-86) havde sønnerne Antonio (Antoine, 1479-1519), Giovanni (Jean, 1485-1549) og Andrea (André, f. mellem 1482 og 1486), der bosatte sig i Tours 1504 og tog efternavnet Juste i 1513. De arbejdede for de franske konger. Giovanni og Antonios hovedværk er gravmælet for Ludvig 12. og Anne af Bretagne, opstillet 1531 i Saint-Denis-kirken ved Paris. Med inspiration fra Michelangelos model til pave Julius 2.s gravmæle i Rom skabte de her et forbillede for senere gravmæler i Saint-Denis. Antonios søn Giusto (Juste, 1510-ca.1579) var i 1536 med til at udføre stukarbejderne i Fontainebleau-slottet.