Nicolas Froment, ca. 1425-1484, fransk maler. Froment var en af de mest bemærkelsesværdige malere inden for den såkaldte 2. Avignonskole. To værker stammer med sikkerhed fra Froments hånd eller værksted. Lazarus-altertavlen fra 1461 (Uffizierne, Firenze) blev udført til franciskanerklosteret i Mugello i Italien. Stilen er påvirket af flamsk kunst, navnlig Flémallemesteren og Dieric Bouts. Formentlig i 1468 slog Froment sig ned i Avignon, og i 1476 udførte han sit hovedværk, Den brændende tornebusks triptychon (Saint-Sauveur-katedralen i Aix-en-Provence), med en allegorisk fremstilling af Marias jomfruelighed.