Søgeteksten dürer er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

Albrecht Dürer

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Albrecht Dürer Selvportræt; 1500, Alte Pinakothek i München. Tv. Dürers karakteristiske monogram og årstallet 1500, th. en indskrift på latin, der kan oversættes: 'Således malede jeg, Albrecht Dürer fra Nürnberg, mig selv med uforgængelige farver i en alder af 28 år.' Ligheden med traditionelle fremstillinger af Kristus er ikke tilfældig. Den kan opfattes som en påvisning af, at kunstnerens skabende kræfter er givet af Gud.

Albrecht Dürer, 21.5.1471-26.4.1528, tysk maler og grafiker, født i Nürnberg, hvor han virkede hele sit liv.

Albrecht Dürer var den første tyske kunstner, der bevidst arbejdede sig ud af den sengotiske anonyme værkstedstradition. Inspireret af kunstnerens ophøjede stilling i den italienske renæssancekultur og af den neoplatonisk påvirkede humanisme skabte han myten om sig selv, kunstneren som mellemled og formidler af en fra højere magter givet inspiration og skaberkraft.

Albrecht Dürer var søn af den fra Ungarn indvandrede guldsmed Albrecht Dürer d.æ. (d. 1502) og Barbara Holper (d. 1514). Han kom 1484/85 i guldsmedelære hos sin far, og fra denne tid stammer hans første tegnede selvportræt (Albertina, Wien). 1486-89 var han lærling i maleren Michael Wolgemuts værksted i Nürnberg, og de følgende fire år gik han på valsen til Colmar, Basel og Strasbourg. 

Vigtigt var opholdet i Basel, hvor han var med til at udføre træsnitarbejder til humanisten Sebastian Brants berømte moralistiske skrift Narreskibet (1494). I Nürnberg grundlagde Dürer et grafisk værksted. Han udviklede grafikken til en fri kunstnerisk udtryksform, og kvaliteten af hans trykgrafik, den tekniske perfektion og åndelige udtrykskraft bragte ham anseelse og velstand. Han var i besiddelse af egenskaber, som svarede til byen Nürnbergs væsenskendetegn i denne periode: Renfærdighed, agtværdighed, flid og håndværksmæssig præcision.

Sit internationale gennembrud fik Dürer i 1498 med træsnitserien Apokalypsen, præget af et dramatisk linjespil og en højstemt, alvorlig religiøsitet. Også kobberstikket udviklede han til perfektion, som det ses i Den hellige Eustachius (ca. 1500-02) og Adam og Eva (1504).

Blandt Albrecht Dürers tidlige malerier er tre selvportrætter (1493, Louvre; 1498, Prado; 1500, Alte Pinakothek, München). Her ses som i mange af hans øvrige malerier inspirationen fra den italienske renæssancekunst, han stiftede bekendtskab med på sine to Italiensrejser, den første 1494-95, den anden 1505-07.

Et af hans første monumentale hovedværker var Paumgartneralteret (1498-1503, Alte Pinakothek, München) med midterfeltets stærkt perspektiviske opbygning. Påvirkningen fra flere italienske kunstnere ses i en række Madonnabilleder, især Madonna med sisken (1506, Gemäldegalerie, Berlin). I Venezia 1506 udførte han det festligt strålende Rosenkransfesten (Narodni Galerie i Prag), sandsynligvis bestilt af den tyske handelskoloni i Venezia, Fondaco dei Tedeschi. 

Albrecht Dürer Ridder, død og djævel; kobberstik, 1513. Ligesom de to andre mesterstik, Melankolien og Hieronymus i sit studereværelse (begge fra 1514), kan dette fortolkes som en skildring af religiøs fordybelse, koncentration og kontemplation. Den kristelige ridder, der ikke lader sig anfægte af død og djævelskab på vej mod Gud, er beskrevet i et skrift af Erasmus af Rotterdam. Hestens udformning er en kulmination på Dürers mangeårige studier af dette dyrs anatomi og proportioner.

Kort efter hjemkomsten fra den anden Italiensrejse bestilte Frederik den Vise af Sachsen et billede over temaet De titusind kristnes martyrium (1508, Kunsthistorisches Museum i Wien). I centrum af billedet fremstillede Dürer sig selv sammen med en af tidens førende humanister, Konrad Celtis, der var død kort forinden i Wien; det kan ses som en hyldest til humanisten, som Dürer havde haft et tæt samarbejde med i årene forinden.

I denne periode udførte Dürer nogle af sine betydeligste malerier, bl.a. Adam og Eva (1507, Prado, Madrid), Heller-alteret (1509, midterfeltet tabt, bevaret i kopi) og Landaueralteret (1511, Kunsthistorisches Museum i Wien). Med serier af træsnit illustrerede han benediktinermunken Chelidonius' episke beretninger Scener fra Marias liv samt Den store passion og Den lille passion (ca. 1506-11), værker, der dannede forbilleder for samtidens billedkunst og træskærerarbejder. Talrige tegninger og akvareller viser ham som en omhyggelig skildrer af landskaber, byprospekter, dyr og planter.

1512-17 arbejdede Albrecht Dürer for kejser Maximilian 1. Sammen med flere af Tysklands betydeligste kunstnere som Albrecht Altdorfer, Lucas Cranach, Hans Baldung Grien og Hans Burgkmair skabtes værker som Æresporten (træsnit, 1515), Randtegningerne til kejserens bønnebog (1515) samt Triumfvognen (pen og akvarel, 1518, Albertina i Wien).

I samme periode blev de tre kobberstik, de såkaldte mesterstik til: Ridder, død og djævel (1513), Hieronymus i sit studereværelse og Melankolien (begge 1514).

Årene efter disse kraftanstrengelser fulgtes af en indadvendt periode med studier af proportioner og rumlig gengivelse. 1519-26 skabte han en række fremragende portrætter i maleri og grafik af tidens fyrster og humanister, bl.a. Albrecht af Brandenburg, Frederik den Vise og Maximilian 1., vennen, humanisten Willibald Pirckheimer, Philipp Melanchthon og Erasmus af Rotterdam. Han arbejdede fortrinsvis i halvfigur og udformede ansigt og hænder som væsentlige udtryksbærere med en udsøgt perfektion og individuel karakteristik.

Tyskland. Albrecht Dürer De fire apostle; maleri, 1526. Alte Pinakothek, München. Billederne, der blev skænket til Nürnbergs Byråd, skal ifølge indskriften forneden opfattes som en bekendelse til Reformationen og en formaning til byrådet om ikke at afvige fra Luthers lære. Egentlig vises kun tre apostle, fra venstre Johannes, Peter og yderst th. Paulus; bag ham står evangelisten Markus. De fremstiller forkyndere af den kristne tro, men også de fire temperamenter: sangvinikeren, flegmatikeren, kolerikeren og melankolikeren.

1520-21 rejste Dürer til Nederlandene: Antwerpen, Bruxelles og Köln. I Antwerpen udførte han et portæt af den danske kong Christian 2., som ikke eksisterer mere. Ifølge Dürers dagbog skænkede han kongen en række af sine tryk; de opbevares i dag som en af skattene i Kobberstiksamlingen i København.

I Albrecht Dürers sidste leveår, som var præget af sygdom, udkom flere af hans teoretiske værker, bl.a. Undervisning i opmåling (1525), Befæstningslære (1527) og Fire bøger om menneskets proportioner (1528). Med maleriet De fire apostle (1526, Alte Pinakothek i München), som han skænkede til Nürnbergs byråd, nåede han at udvikle en af Reformationen påvirket klarhed og monumentalitet i udtrykket, som overgik de bedste af hans tidligere værker.

Det store hus i Nürnberg, som Albrecht Dürer erhvervede i 1509, er genopført efter 2. Verdenskrig og præsenterer kunstnerens liv og virke under navnet Albrecht-Dürer-Haus.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Albrecht Dürer. Selvportræt; udpeger den kirtel, der producerer sort galle, den melankolske væske.

© Dette billede må du ...

Albrecht Dürer Ridder, død og djævel; kobberstik, 1513. Ligesom de to andre mesterstik, Melankolien og Hieronymus i sit studereværelse (begge fra 1514), kan dette fortolkes som en skildring af religiøs fordybelse, koncentration og kontemplation. Den kristelige ridder, der ikke lader sig anfægte af død og djævelskab på vej mod Gud, er beskrevet i et skrift af Erasmus af Rotterdam. Hestens udformning er en kulmination på Dürers mangeårige studier af dette dyrs anatomi og proportioner.

© Dette billede må du ...

Albrecht Dürer Selvportræt; 1500, Alte Pinakothek i München. Tv. Dürers karakteristiske monogram og årstallet 1500, th. en indskrift på latin, der kan oversættes: 'Således malede jeg, Albrecht Dürer fra Nürnberg, mig selv med uforgængelige farver i en alder af 28 år.' Ligheden med traditionelle fremstillinger af Kristus er ikke tilfældig. Den kan opfattes som en påvisning af, at kunstnerens skabende kræfter er givet af Gud.

© Dette billede må du ...

Albrecht Dürer. Portræt af Philipp Melanchthon; kobberstik, 1526.

© Dette billede må du ...

Albrecht Dürer. Træsnit, udført af Albrecht Dürer i 1496 med en af de tidligste fremstillinger af det plettede udslæt i sygdommens andet stadium. Båndet med Dyrekredsens tolv stjernetegn og årstallet 1484 refererer til samtidens opfattelse af himmellegemernes indflydelse på sygdommens opståen, som blev tilskrevet en skæbnesvanger konjunktion mellem Jupiter og Saturn i det år.

Viser 5 af 5 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
26/04/2013
Ekspert
UrsFu
Oprindelig forfatter
UrsFu
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki