Donauschule eller Donaustil er et kunsthistorisk begreb, der skulle tjene som forklaringsmodel på natur- og landskabsskildringers pludselige opståen som selvstændigt billedelement hos en række sydtyske kunstnere. Tidsmæssigt drejer det sig om perioden fra omkring år 1500 til 1530. Geografisk om et område, der omfatter en række bycentre i det bayersk-østrigske Donau-område.

En stærk naturfølelse omkring floden Donau

Begrebet Donauschule blev introduceret af den tyske kunsthistoriker Hermann Voss med bogen Der Ursprung der Donaustils fra 1907.
.

De vigtigste kunstnere, der blev indbefattet af begrebet var Albrecht Altdorfer, der virkede i Regensburg, Wolfgang Huber, der virkede i Passau og Lucas Cranach, der i en periode virkede i Wien, alle byer placeret ved floden Donau. Fælles for disse kunstnere var, at naturen blev skildret med en hidtil uset kraft og indfølende patos, hvilket man fra kunsthistorisk side fortolkede som en usædvanlig stærk naturfølelse hos de respektive kunstnere, en slags forstadium til præromantikkens Sturm und Drang.

En kunsthistorisk konstruktion bliver til

I 1891 introduceredes Albrecht Altdorfer som selvstændig kunstner første gang, idet den tyske kunsthistoriker Max Friedländer udskilte Altdorfers værk fra Albrecht Dürers i sin disputats fra 1891. Dette greb den østrigske kunsthistoriker Theodor von Frimmel (1853-1928), der i 1892 ved hjælp af Friedländers disputats introducerede et helt nyt begreb, nemlig Donauschule. Frimmel talte om det særegne ved Altdorfers stil og om stilsammenfald i Donauegnene. I 1907 introducerede den schweiziske kunsthistoriker Rudolf Riggenbach (1882-1961) i endnu en disputats en ny kunstner i Donauegnene, nemlig Wolfgang Huber.

Donauschule-begrebet

Donauschule-begrebet introduceres for alvor af den tyske kunsthistoriker Hermann Voss (1884-1969), der efter Riggenbachs disputats udgav bogen Der Ursprung der Donaustils i 1907. Heri anbragte Voss blandt andet Huber i et elevforhold til Altdorfer.

Hermed indledtes omkring 100 års dramatisk forskningshistorie. I 1928 udvidede den østrigske kunsthistoriker Otto Benesch (1896-1964) Donauschule-begrebet ved at flytte det ind i Østrig, hvor han indbefattede en række unge kunstnere, Jörg Breu, Rueland Frueauf den yngre (1470-1546) og Lucas Cranach som forløbere for denne Donausschule. Benesch foreslog desuden en forbindelse mellem Altdorfer og Huber i Sydtyskland.

Donauschule-begrebet ideologiseres

Plakat til udstillingen Albrecht Altdorfer und sein Kreis, Staatsgalerie München, maj-oktober 1938.
.

Også kunsthistorien kom ind i en kritiske fase i 1930'erne, for med nationalsocialismens indtog skabtes også en kunsthistorisk nationalistisk ideologi. Så den forskningsmæssige objektivitet, der burde være til stede, blev stærkt belastet.

På en stor Altdorferudstilling i München i 1938, Albrecht Altdorfer und sein Kreis arrangeret af kunsthistorikeren Ernst Buchner (1892-1962) i anledning af 400-året for Altdorfers død, blev det i forvejen ret usikre Donauschule-begreb blæst op til en totalmanifestation af tysk/østrigsk nationalisme og folkelighed. Albrecht Altdorfer og de øvrige udstillede kunstnere blev stærkt ideologiserede, indlemmet i en bajuvarisk/østrigsk folkestamme og gjort til skildrere af den tyske naturs Urgeist.

Efter 2. Verdenskrig blev Donauschule-begrebet taget op igen i 1965 med en stor udstilling i Linz, Der Kunst der Donauschule. Udstillingen inddrog ikke alene maleri og grafik, men også skulptur og arkitektur. Samtidig antydede udstillingen en langt videre geografisk udstrækning, idet stilen kom til at omfatte hele Centraleuropa.

Donauschule-begrebet opløses

Endelig i 1984 opløste kunsthistorikerne Fedja Anzelewsky (1919-2010) og Pierre Vaise (født 1938) selve Donauschule-begrebet med en udstilling i Paris, Albrecht Altdorfer und der fantastische Realismus in der deutsche Kunst.

Et par år senere, i 1988, i forbindelse med en stor udstilling af Aldorfers grafik i Berlin og Regensburg, understregede kunsthistorikeren Hans Mielke (1937-1994) opløsningen af Donauschule-begrebet. I kataloget konkluderede han med henblik på de historiske kendsgerninger, at man på ingen måde må gøre kunstnere som Altdorfer og Huber til eksponenter for folkekarakter, det være sig sydtysk eller alpinsk/østrigsk. Dermed går alt i opløsning og videnskaben ender i det irrationelle.

En humanistisk højkultur

Humanisten Konrad Celtis. 1507, træsnit. Epitafium udført af Hans Burgkmair.

I 1480'erne opholdt Konrad Celtis sig i Italien, hvor han studerede ved blandt andet universiteterne i Padua, Bologna og Firenze. I den forbindelse mødte han flere fremtrædende italienske humanister, hvilket fik afgørende betydning for ham. I 1492 blev han professor ved universitetet i Ingolstadt i Bayern. I 1497 blev han kaldet til universitetet i Wien, hvor han forblev til sin død. Konrad Celtis arbejdede tæt sammen med flere af tidens vigtigste billedkunstnere, blandt andet med Albrecht Dürer.

.

I dag arbejder forskningen med teorien om et udbredt samarbejde mellem de nævnte billedkunstnere og humanismen. I perioden fra omkring år 1500 var der tale om en humanistisk højkultur i det bayersk-østrigske Donauområde, centreret om universiteterne i Wien i Østrig og Ingolstadt i Bayern. I disse centre dyrkede humanismen platonisme og neoplatonisk filosofi og oprettede platoniske akademier efter italiensk forbillede. Desuden dyrkedes poesien og sanserne og en iagttagelse og besyngelse af den natur, der omgiver mennesket og dermed en udbredt interesse for en beskrivende kosmografi.

Albrecht Dürer

På den formmæssige bane introducerede Albrecht Dürer et nyskabende og moderne formsprog, da han i årene fra 1498 til 1511 publicerede sine landevindinger i form af træsnitserien Apokalypse med dens dramatisk linjespil samt serierne Marienleben, Grossen Passion og Kleinen Passion.

Albrecht Dürer havde desuden et dokumenteret samarbejde med humanisten Konrad Celtis, der både virkede ved universiteterne i Wien og Ingolstadt, ligesom Lucas Cranach arbejdede for humanisten Johannes Cuspinian (1473-1529) i Wien.

Klosterreformer

Samtidig var de store magtfulde klosterordener i området i gang med fornyende klosterreformer. De lod sig i den forbindelse inspirere af humanismen ved universiteterne. Ud over en åndelig fornyelse bestod en del af fornyelsen af omfattende ombygninger og ændringer af inventar i form af altre og udsmykninger. Disse tiltag skabte stor efterspørgsel efter billedkunstnere, der kunne udforme billedprogrammer ude i de forskellige institutioner.

Der er derfor ikke tale om en fælles stil eller skole i området, men om en række malere og billedhuggere, der uden at have dokumenteret forbindelse med hinanden, modtog bestillinger fra disse humanistiske og gejstlige centre.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig