Storkespringvandet, springvand på Amagertorv i København, afsløret i 1894, bekostet af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse. Det er tegnet af maleren Edvard Petersen, mens Vilhelm Bissen har stået for den skulpturelle udformning, bl.a. af de tre hejrer (som hører til storkefuglene). Siden 1950 har nyuddannede jordemødre danset omkring springvandet; med folkesangeren Cæsars vise Storkespringvandet (1965) blev det samlingssted for protesterende ungdomsgrupper.