Søgeteksten michelangelo er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.

Michelangelo

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

I billedkunsten kaldes fremstillinger af Maria, der udtrykker sin sorg over sin søns korsfæstelse og død, for mater dolorosa (latin 'den sorgtyngede mor'). Et billede af Maria, der i stille sorg sidder med Jesu døde legeme, kaldes pietà (italiensk 'fromhed'). Motivet, der i 1300-t.s begyndelse opstod i Rhinegnene, har inden for katolicismen haft folkelig yndest helt frem til nutiden. Her ses den berømteste pietà, udført af Michelangelo i marmor 1497-1500; den findes i Peterskirken i Rom.

Michelangelo, Michelangelo Buonarroti, 6.3.1475-18.2.1564, italiensk billedhugger, maler, arkitekt, tegner og digter.

Michelangelo regnes for den største blandt højrenæssancens universelle kunstneriske begavelser, lige betydningsfuld og indflydelsesrig som billedhugger, maler og arkitekt.

Michelangelo virkede overvejende i Firenze og Rom og havde som sine væsentligste bestillere Medici-familien og paverne Julius 2., Leo 10. og Paul 3. Allerede mens han levede, udkom der to biografier om ham: Et afsnit i Giorgio Vasaris Vite (1550) og Ascanio Condivis biografi fra 1553. Michelangelos gravmæle, tegnet af Vasari, findes i Santa Croce-kirken i Firenze.

 

Skulptur

Michelangelo begyndte sin uddannelse i maleren Domenico Ghirlandaios værksted i Firenze 1488, men allerede samme år kom han i den skole, som Lorenzo Medici havde oprettet med billedhuggeren Bertoldo di Giovanni (ca. 1420-91) som leder. Under urolighederne efter Lorenzo Medicis død 1492 opholdt Michelangelo sig i Bologna og fra 1496 i Rom, hvor han udførte sine første betydelige skulpturer, Bacchus (1496-98, Bargello, Firenze), Pietà (1497-1500, Peterskirken i Rom) og Brugge-Madonna (1501-02, kirken Onze Lieve Vrouw, Brugge), med en suveræn behandling af marmoret, hans foretrukne skulpturmateriale.

Michelangelo David; marmor, 1501-04. Galleria dell' Accademia, Firenze. Den over fem meter høje Davidstatue blev opstillet foran rådhuset, Palazzo Vecchio, i Firenze, et symbol på den nye florentinske republiks styrke og frihedstrang og en genfødsel af antikkens nøgne monumentalskulptur. Ved rådhuset står nu en marmorkopi af statuen. En nyere bronzeudgave findes på Toldboden i København.

Da han i 1501 vendte tilbage til Firenze, var hans ry gået ham i forvejen. Han fik talrige bestillinger, og i de følgende år var han beskæftiget med den kolossale figur af David (1501-04, Galleria dell'Accademia, Firenze), der blev opstillet foran Palazzo Vecchio.

Hans gravmonument for pave Julius 2., der allerede planlagdes i pavens levetid fra 1505, stod først i 1545 færdigt i en stærkt reduceret version, delvis udført af assistenter under mesterens overopsyn i kirken San Pietro in Vincoli i Rom. Kun figurerne af Moses (1513-16), Rachel og Lea er udført af Michelangelo, og flere af hans skulpturer kom aldrig til at indgå i monumentet: Den døende slave og Den oprørske slave (begge ca. 1514, Louvre, Paris), fire ufuldførte slaver (ca. 1520-23, Galleria dell'Accademia, Firenze) samt Sejren (ca. 1527-30, Palazzo Vecchio, Firenze).

I 1516 kom Michelangelo i Mediciernes tjeneste i Firenze, hvor han i 1520 påbegyndte den skulpturelle udsmykning af gravkapellet Sagrestia Nuova ved San Lorenzo-kirken. Giuliano og Lorenzo Medicis grave blev smykket med deres statuer og de berømte fremstillinger af døgnets tider: Natten og Dagen, Skumringen og Daggryet. Da Michelangelo i 1534 forlod Firenze for altid, var værket ufuldført. Til alderdomsværkerne hører Korsnedtagelsen (1547-55) i domkirken i Firenze og Pietà Rondanini (1555-64, Castello Sforzesco, Milano).

Michelangelos ikke-fuldendte skulpturer

Michelangelo. Pietà Rondanini (1555-64, marmor, Castello Sforzesco, Milano).

Adskillige af Michelangelos skulpturer, fx Matthæus (1505-06, marmor, Accademia delle Belle Arti, Firenze) og Pietà Rondanini (1555-64, marmor, Castello Sforzesco, Milano), blev aldrig fuldendt; de kaldes i fagsprog non finito (ital. 'ikke fuldendt'). Der er ydre og indre årsager til non finito. De ydre er af praktisk karakter og kan kaldes de fysiske årsager, de indre er af filosofisk karakter og kan kaldes de metafysiske.

Til de fysiske årsager regnes omfanget af Michelangelos projekter; nogle visioner var simpelthen for store at realisere. Opdelingen mellem opgaverne i Firenze og i Rom var en anden årsag. Store projekter i Firenze, bl.a. Matthæus, den eneste påbegyndte figur til en apostelgruppe til domkirken Santa Maria del Fiore, blev ikke færdige, fordi paverne i Rom ville bruge Michelangelos geni til at glorificere deres eftermæle. Når en pave var død, kom efterfølgeren med nye fordringer og fortrængte den forrige paves projekter. Det var bl.a. tilfældet med Julius 2., der bestilte et eksorbitant gravmæle samt loftet i Det Sixtinske Kapel. Da han døde, blev hans gravmæle beskåret, slægten Medici overtog pavestolen, og tyngdepunktet for opgaver rykkede tilbage til Firenze. Senere kom store byggeopgaver i vejen for færdiggørelsen af i alt tre pietá-grupper, bl.a. Pietá Rondanini. Endelig var der tekniske årsager, idet Michelangelo opholdt sig i månedsvis i marmorbruddene i Carrara for at finde de rigtige blokke; han tålte ikke fejl i blokkene, fordi de kunne forhindre et værks fuldendelse.

De metafysiske årsager skal søges i tidens dyrkelse af kunstneren som det guddommelige stadium mellem Gud og menneske. Michelangelo befandt sig i tidens smeltedigel med sin nære kontakt til Medicierne i Firenze og det platoniske akademi. Influeret af platonismens og neoplatonismens forestillingsverden beskriver han i sine sonetter kunstneren som en, der søger og opdager idéen. Han omtaler, hvorledes kunstneren med sit intellekt er i stand til at finde idéen, en evne, kunstneren har fået af Gud, og hvorledes idéerne på forhånd eksisterer i urstoffet, i naturen, i marmoret. Han opererer med det platoniske begreb, at idéen er til stede på forhånd, så det kun er et spørgsmål om at befri den. Den virkelig gudbenådede kunstner skal blot skære det overflødige bort. Michelangelo beskriver en spaltning mellem idéen i sindet og selve hånden, der skal udføre opgaven. Ældre kilder fortæller, at hans forestillingsevne var så stor og hans arbejdsraseri så voldsomt, at han aldrig blev tilfreds med det resultat, der åbenbaredes. Dette kan også forklare, hvorfor han opholdt sig så længe i marmorbruddene, og at man i årene efter hans død fandt marmorblokke mærket med "M". Han havde udvalgt sig blokke, hvor han havde set idéen slumre i stoffet.

Michelangelo. Den ufærdige skulptur Matthæus (1505-06, marmor, Accademia delle Belle Arti, Firenze).

Det er tillige interessant, at det ufuldendte ofte rammer enkeltaspekter i arbejdet og ikke helheden. En skulptur som Matthæus er for så vidt helt fremme i marmoret som idé, blot ikke fuldendt efter vores begreber. Karakteristisk er endvidere, at de fleste af Michelangelos skulpturer repræsenterer et kunstnerisk problem: Interessen for den enkelte skulptur svinder, når først løsningen er åbenbaret. Kunstnerens interesse er problemet, ikke det fuldendte værk. 1900-t. med dets fragmenterede livssyn har udvist en langt større umiddelbar forståelse for skulpturer som Matthæus og Pietá Rondanini, end samtiden gjorde, og netop Michelangelos ufuldendte værker har haft stor betydning for moderne billedhuggere som Auguste Rodin og Alberto Giacometti. I renæssancen betragtedes Michelangelo som den guddommelige kunstner, mens vi i dag ser ham som det kæmpende, moderne menneske, der med viljens kraft ville gennembryde stoffet, men til tider blev fanget i selve skabelsesprocessen. (Forfatter: UrsFu)

Maleri

Det Sixtinske Kapel. Loftets freskoer blev malet af Michelangelo på sammenlagt 20 måneder 1508-12. De ni billeder i midten viser scener fra bl.a. skabelsen og Noas liv; de omgives af ignudi (nøgne ynglinge), profeter og sibyller og af Jesu forfædre i de trekantede felter og lynetterne over vinduerne. Efter en rensning og restaurering, der blev afsluttet i 1990, står billederne med de oprindelige klare og lysende farver. Dommedagsbilledet på kapellets endevæg blev færdigrestaureret i 1994.

I Firenze udførte Michelangelo sit eneste fuldførte tavlemaleri, den runde Doni-tondo med den hellige familie (1503-04, Uffizierne, Firenze), og han påbegyndte kartonen til en stor fresko af Slaget ved Cascina til rådssalen i Palazzo Vecchio i Firenze som pendant til Leonardo da Vincis slagbillede fra Anghiari.

Freskoerne blev aldrig fuldført, og kartonerne er gået til grunde, men Michelangelos scene med badende soldater kendes gennem kopier; de nøgne mandskroppe i varierede stillinger blev prototypiske for manierismens figuropfattelse.

Arbejdet med freskoen blev i 1505 afbrudt af pave Julius 2.s bestilling af sit gravmonument. For paven udførte Michelangelo endvidere sit hovedværk, udsmykningen af lofterne i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet i Rom (1508-12, udført på sammenlagt 20 måneder) med gammeltestamentlige fremstillinger af livet på jorden før Moseloven. Mellem disse scener, fra Skabelsen over Syndefaldet til Syndfloden, malede han profeter, sibyller og ignudi, nøgne ynglinge, som var udtryk for den nyplatoniske opfattelse af det perfekte menneskelegeme.

Samspillet mellem de klare farver og den stærkt plastiske og bevægede figurskildring, der allerede prægede Doni-tondoen, træder tydeligt frem efter den omfattende restaurering af freskoerne, der afsluttedes i 1990.

Da Michelangelo vendte tilbage til Rom i 1534, udsmykkede han den store altervæg i Det Sixtinske Kapel med freskoen Dommedag (1536-41), der med sit myldrende liv af figurer i bevægelse omkring Jesus såvel indholdsmæssigt som stilistisk udgør en kontrast til loftsfreskoerne. Hans sidste store udsmykningsarbejder var de to freskoer til pave Paul 3.s kapel i Vatikanet, Paulus' omvendelse og Peters korsfæstelse (1542-50), som indtil videre ikke er tilgængelige for almenheden.

Tegning

Michelangelos omkring 500 efterladte tegninger, fortrinsvis udført i kul, rødkridt samt pen og tusch, viser hans arbejdsmåde og personlighed på nært hold; de er ikke blot skitser og forarbejder, men redskaber for geniets visionære tanke. Hans kærlighedsforhold til den unge Tommaso de' Cavalieri udløste en række tegninger med mytologisk motiv, fx Faetons fald (1532, Royal Library, Windsor). Flere af hans sene religiøse tegninger var udført til Vittoria Colonna, hans åndelige mentor i 1530'erne og 1540'erne, fx Korsfæstelsen (ca. 1539, British Museum, London).

Digtning

 Venskabet med Vittoria Colonna påvirkede kunstnerens religiøse opfattelse og fik hans poetiske åre til at springe som svar på hendes digte. Michelangelos poesi er højstemt og behandler ofte sammenhængen mellem kærlighed, religiøst liv og kunst i et metaforrigt sprog. På dansk er udgivet Digte i Udvalg (1912) og Sonetter (1945).

Arkitektur

Michelangelo regnes for manierismens skaber og væsentligste arkitekt. Hans tidligste arbejde er gravkapellet Sagrestia Nuova (1520-34) i Medici-familiens kirke, San Lorenzo i Firenze, hvor figurer, søjler og nicher forenes til en arkitektonisk-skulpturel helhed. Læs videre om Michelangelos arkitektur.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Michelangelo David; marmor, 1501-04. Galleria dell' Accademia, Firenze. Den over fem meter høje Davidstatue blev opstillet foran rådhuset, Palazzo Vecchio, i Firenze, et symbol på den nye florentinske republiks styrke og frihedstrang og en genfødsel af antikkens nøgne monumentalskulptur. Ved rådhuset står nu en marmorkopi af statuen. En nyere bronzeudgave findes på Toldboden i København.

© Dette billede må du ...

Michelangelo. Pietà Rondanini (1555-64, marmor, Castello Sforzesco, Milano).

© Dette billede må du ...

Michelangelo. Den ufærdige skulptur Matthæus (1505-06, marmor, Accademia delle Belle Arti, Firenze).

© Dette billede må du ...

I billedkunsten kaldes fremstillinger af Maria, der udtrykker sin sorg over sin søns korsfæstelse og død, for mater dolorosa (latin 'den sorgtyngede mor'). Et billede af Maria, der i stille sorg sidder med Jesu døde legeme, kaldes pietà (italiensk 'fromhed'). Motivet, der i 1300-t.s begyndelse opstod i Rhinegnene, har inden for katolicismen haft folkelig yndest helt frem til nutiden. Her ses den berømteste pietà, udført af Michelangelo i marmor 1497-1500; den findes i Peterskirken i Rom.

Viser 4 af 4 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
18/02/2014
keuner
08/05/2010
Redaktionen
13/04/2010
Oprindelig forfatter
Munk
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki