Filippo Lippi, ca. 1406-1469, italiensk maler. Efter en tid som munk i Carmine-klostret i Firenze levede Filippo Lippi sammen med den tidligere nonne Lucrezia Buti, med hvem han fik sønnen Filippino Lippi. Han bevarede sin tilknytning til kirken, sin munkedragt og sin titel, Fra Filippo.

Filippo Lippi var en af de væsentligste kunstnere i den tidlige italienske renæssance. Som ung blev han inspireret af Masaccios markante plastiske renæssancestil; senere valgte han en mere poetisk figurgengivelse med vægten lagt på en moduleret farve- og lysbehandling i ofte stærkt bevægede figurer, og perspektivet kom til at spille en stor rolle i hans maleri.

Lippi malede mange altertavler med Jomfru Maria, bl.a. Madonna med engle og Marias himmelkroning (1440'erne, begge på Uffizierne, Firenze) og Jomfru Maria tilbeder Jesusbarnet (1459, Gemäldegalerie, Berlin). Han udførte også adskillige freskoer, fx Johannes Døberens og den hellige Stefans historier (1464 ff.) i domkirken i Prato.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig