Giorgione, Giorgio da Castelfranco, 1477/1478-1510, italiensk maler. Giorgione regnes som grundlæggeren af højrenæssancemaleriet i Venedig, men både hans person og hans kunst er hyllet i mystik. Stort set intet vides om hans liv, der hersker kun enighed om ganske få af de værker, der tilskrives ham, ligesom indholdet i et par af hans hovedværker heller ikke er blevet fastlagt.

Efter alt at dømme afsluttede Giorgione sin læretid hos Venedigs ledende mester, Giovanni Bellini, og han videreførte dennes stemningslandskaber og gyldne tonemaleri. Et tidligt arbejde som Castelfranco-Madonnaen (1504/05, kirken i Castelfranco) er præget af mellemitaliensk kunst, og den florentinske højrenæssances klassiske figurstil kom også til at påvirke Giorgione i retning af mere monumentale figurer som fx Den sovende Venus (1507/08, Gemäldegalerie Alte Meister, Dresden). En vis stilisering i figurerne og en manglende interesse for perspektiv og integrerede kompositioner adskiller dog Giorgiones værker fra den egentlige højrenæssancekunst.

Som den første italienske kunstner gav Giorgione landskabet forrangen, og som noget nyt skildrede han en uvejsom natur med ruiner, der i hovedværket Stormen (1506-08, Galleria dell'Accademia, Venedig) antager en direkte truende karakter. Lys og atmosfære er udeleligt forbundet, og med mulig inspiration fra Leonardo da Vinci førte dette til en ny malemåde, præget af løs penselføring og bløde skygger, der integrerer genstandene i et atmosfærefyldt rum.

I pagt med deres romantiske karakter befolkes Giorgiones landskaber af drømmende, fjerne figurer, sandsynligvis med forbindelse til den samtidige litteraturs genoptagelse af den antikke pastoraledigtning. I et par værker markerer denne forbindelse sig også motivisk dels i det gådefulde Stormen, hvis nøjagtige indhold allerede i samtiden var ukendt, dels i Landlig Koncert (ca. 1510, Louvre, Paris), måske udført af eleven Tizian, men i Giorgiones ånd og malemåde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig