Gutai, japansk kunstnergruppe fra Osaka-området, dannet i 1954 af Yoshihara Jiro (1905-72). Gutai betyder konkret og henviser til gruppens fokusering på materialer og proces frem for resultatet. Gutai var således en af de tidligste kunstnergrupper, der udførte happenings. Inden for maleriet arbejdede gruppens medlemmer med elementer fra zenbuddhismen og havde samtidig forbindelse til vestlige avantgarderetninger som Art Informel og Cobra. Gruppen opløstes ved Yoshiharas død.