Faktaboks

Ai Weiwei
Født
1957

Ai Weiwei arbejdede sammen med det schweiziske arkitektfirma Herzog & de Meuron om udformningen af Det Nationale Stadion, kaldet Fuglereden, til De Olympiske Lege i Beijing i 2008. Stadionet kan rumme 80.000 tilskuere; i 2015 var det skueplads for verdensmesterskaberne i atletik.

.

Ai Weiwei, f. 1957, kinesisk billedkunstner og politisk aktivist.

Ai Weiwei har forenet sine eksperimenter inden for mange forskellige kunstneriske medier og udtryksformer med en løbende kritik af det kinesiske styre, der har fået stor international opmærksomhed.

Fra 1978 var Ai Weiwei optaget af avantgardekunst i Beijing, før han i 1981 flyttede til New York, hvor han studerede kunst og især arbejdede med konceptkunst.

Tilbage i Kina i 1993 blev Ai Weiwei en central person i kunst- og kulturlivet med deltagelse i og arrangement af udstillinger med kinesisk samtidskunst. Hans interesse for arkitektur kulminerede i samarbejdet fra 2003 med den schweiziske arkitektvirksomhed Herzog & de Meuron om den store stadionbygning, kaldet "Fuglereden", til De Olympiske Lege i Beijing i 2008.

Ai Weiweis udstillingsvirksomhed har været verdensomspændende og har ofte haft form af aktioner og installationer som fx til Documenta 12 i Kassel i 2007, hvor 1001 kinesere deltog som besøgende i byen i den tre måneder lange udstillingsperiode - eller i 2010, da han fyldte den store hal i Tate Modern i London med 100 mio. håndlavede og bemalede solsikkefrø i porcelæn. Mens Den Lille Havfrue var udlånt til verdensudstillingen EXPO 2010 i Shanghai, var der på hendes plads på Langelinie i København opstillet en videoinstallation af Ai Weiwei, der transmitterede direkte fra den danske pavillon på udstillingen.

Under en udstilling med værker af Ai Weiwei på Louisiana i vinteren 2011-12 erhvervede museet den store installation Træer (2009-10).

I foråret 2011 blev Ai Weiwei tilbageholdt i næsten tre måneder af de kinesiske myndigheder, anklaget for skattesvig, et forhold, der i efteråret 2011 resulterede i et bødekrav til kunstneren på ca. 13 mio. kr.

Ai Weiwei er tillige en passioneret og højt estimeret professionel spiller af kortspillet blackjack.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig