• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Christian Dahl

Oprindelig forfatter Munk Seneste forfatter Redaktionen

Johan Christian Dahl, Johan Christian Clausen Dahl, 1788-1857, norsk maler. Dahls kunstneriske uddannelse strakte sig over et årti, hvorunder han optog nogle af de væsentligste strømninger i den europæiske romantik.

Dahl blev malersvend i Bergen 1809 og søgte fra 1811 Kunstakademiet i København, hvor han blev påvirket af Jens Juel og 1600-t.s nederlandske landskabsmalere, især Jacob van Ruisdael og Meindert Hobbema, hvis værker han kopierede; af særlig interesse for ham var Allaert van Everdingens norske landskaber.

Endvidere fik han et indtryk af C.W. Eckersbergs romerske vedutemalerier, inden han 1818 fortsatte sin uddannelse på en rejse gennem Tyskland til Italien. Via Berlin kom han til Dresden, hvor han knyttede venskab med Caspar David Friedrich. Dennes særprægede, melankolske naturopfattelse gav inspiration til flere af Dahls værker, fx Vinterlandskab ved Vordingborg (1829, Statens Museum for Kunst).

Opholdet i Italien 1820-21 bragte ham til Rom og Napoli, i hvis omegn han ivrigt dyrkede friluftsstudiet. Hans interesse samlede sig her ofte om mere dramatiske emner som det oprørte hav eller Vesuv i udbrud (1820, Statens Museum for Kunst).

Dahl vendte 1822 tilbage til Dresden, hvor han 1825 udnævntes til ekstraordinær professor i malerkunst ved kunstakademiet, en stilling, han bestred til sin død. Han deltog næsten årligt på Charlottenborg-udstillingerne, hvorved han fortsat udøvede en vis påvirkning på danske guldaldermalere som J.Th. Lundbye, P.C. Skovgaard og Dankvart Dreyer. Størst betydning fik han dog for udviklingen af det norske landskabsmaleri.

Dahls natursyn var præget af de engelske idéer om det sublime, hvilket især kom til udtryk i de norske bjerglandskaber. Her er det de storslåede udsyn og de brydende naturkræfter, der er de billedskabende elementer, som i Fra Stalheim (1842, Nasjonalgalleriet, Oslo).

Livet igennem malede han norske landskaber efter erindringen, men han besøgte også sit hjemland i 1826, 1834, 1839 og 1844. Den fossende elv, det ensomt stående birketræ, bjælkehytten og geden blev faste ingredienser i disse halvt opdigtede landskaber.

Dahls næsten videnskabelige interesse for naturen kom til udtryk i studier af bl.a. skyformationer; en afsmitning af denne interesse kan spores hos fx C.W. Eckersberg og Christen Købke.