Der Blaue Reiter. Titelblad udført af Wassily Kandinsky til Der Blaue Reiters almanak, der udkom i maj 1912.

Franz Marc. Blaues Pferd ('Blå hest'), 1911, olie på lærred.

/Städtische Galerie im Lenbachhaus, München..

Der Blaue Reiter var en tysk kunstnergruppe af international observans, dannet i 1911 i München af malerne Wassily Kandinsky, Gabriele Münter og Franz Marc.

Faktaboks

Også kendt som

På dansk: Den blå rytter

Navnet Der Blaue Reiter refererer til titlen på et maleri af Kandinsky, hvor en rytter symboliserer gennembrud og forandring, men det knytter sig også til Franz Marcs billeder med blå heste.

Gruppen havde ikke et formuleret program, og de repræsenterede ikke en bestemt kunstretning; man ønskede gennem eksperimentel frihed at vise mangfoldigheden i tidens kunst.

Der Blaue Reiter afholdt ved årsskiftet mellem 1911 og 1912 en udstilling med 14 deltagere; foruden Kandinsky og Marc var de vigtigste August Macke, Robert Delaunay, Alfred Kubin og Henri Rousseau.

I foråret 1912 blev der udstillet kunst på papir, og i årene fra 1912 til 1914 blev en vandreudstilling, som var suppleret med værker af Paul Klee og andre kunstnere, vist i en del tyske byer samt i blandt andet Norge og Sverige.

Der Blaue Reiter var af stor betydning for udviklingen i 1900-tallets kunst, hvilket yderligere blev fastslået gennem almanakken Der Blaue Reiter, udgivet af Kandinsky og Marc i maj 1912 som en forbindelse til det forgangne og et meget bevidst blik ind i fremtiden.

Gruppen gik i opløsning 1914 med udbruddet af 1. Verdenskrig, men flere af dens medlemmer blev senere knyttet til kunstskolen Bauhaus, hvis idégrundlag var beslægtet med Der Blaue Reiters åbne struktur.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig