Ekspressionisme – film, Den ekspressionistiske filmretning opstod i Tyskland omkring 1. Verdenskrig inspireret af samtidens litteratur, teater og billedkunst og påvirket af efterkrigstidens krisebevidsthed.

I deres stil var ekspressionismens film præget af sprængte former, splintrede og opløste perspektiver og voldsomme kontraster, fx mellem lys og skygge. De medvirkende agerede med heftig gestik, og figurerne havde tit en skabelonagtig karakter.

De ekspressionistiske film iscenesatte ofte et oprør mod autoritetsfigurer, og de opsøgte gerne samfundets udkantsområder: galskaben, gøglerverdenen o.l.

Stoffet var ofte hentet fra fantasiens overdrev som i F.W. Murnaus vampyr-historie Nosferatu — Eine Symphonie des Grauens (1922, Nosferatu).

Retningens kendteste film er Robert Wienes Das Cabinet des Doktor Caligari (1920, Dr. Caligari), men de vigtigste instruktører var F.W. Murnau, Fritz Lang og Josef von Sternberg, der alle arbejdede i USA i 1930'erne, hvor ekspressionismen fik betydning for amerikansk horrorfilm og siden for den såkaldte film noir.

Ekspressionismen har efterladt sig spor hos en lang række instruktører, bl.a. Marcel Carné, Orson Welles, Joseph Losey, Ingmar Bergman og den danske Lars von Trier.

Ekspressionisme bruges undertiden som generel betegnelse for film med en visuel udtryksintensitet svarende til den historiske ekspressionisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig