• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vitalisme - kunst

Oprindelig forfatter keuner Seneste forfatter Redaktionen

Friedrich Nietzsche fotograferet i 1882 eller 1883. Efter han af helbredsgrunde måtte opgive sit professorat i Basel i 1879, boede han om vinteren i Nice eller i norditalienske byer som Venezia, Torino og Genova, mens han tilbragte sommermånederne i Sils-Maria i Øvre Engadin i det østlige Schweiz. Hans bøger udkom på et forlag i Leipzig.

Friedrich Nietzsche fotograferet i 1882 eller 1883. Efter han af helbredsgrunde måtte opgive sit professorat i Basel i 1879, boede han om vinteren i Nice eller i norditalienske byer som Venezia, Torino og Genova, mens han tilbragte sommermånederne i Sils-Maria i Øvre Engadin i det østlige Schweiz. Hans bøger udkom på et forlag i Leipzig.

vitalisme - kunst, tendens især indenfor billedkunsten i perioden omkring 1890-1940. Vitalismen er ikke nogen egentlig stilretning, men en holdning, der påvirker både naturalister, symbolister, impressionister og andre med sin dyrkelse af natur og menneske, krop og sundhed, legemsdyrkelse og sport. Vitalismen orienterer sig både efter de gamle grækeres olympiske idealer og en moderne opfattelse med udgangspunkt i Friedrich Nietzsche og Henri Bergson (élan vital).

Ordet vitalisme kommer af latin vitalis 'livgivende', af vita 'liv', og -isme.

Den kan ses som en reaktion mod den eskalerende industrialismes knægtelse af kroppen og dens frie udfoldelsesmuligheder. Af aktuelle tilskyndelser kan nævnes gymnastikpædagogen J.P. Müllers (1866-1938) bredt påagtede virke og genoplivelsen af de olympiske lege i 1896.

Allerede i 1890'erne opstår kortvarigt en egentlig vitalistisk kreds, Hellenerne på Refsnæs med bl.a. maleren Svend Hammershøi, der desuden ytrer sig i programmatiske manifester. Siden er vitalismen overvejende et individuelt anliggende med billedhuggerne Kai Nielsen og særligt Rudolph Tegner som de mest konsekvente eksponenter.

Naturalistiske billedhuggere dyrker i vidt omfang den heroiske mandskrop under sportsudøvelse og i nordisk-mytologiske rammer, men også Fynboernes behandling af det sunde bondeliv kan henregnes til vitalismen.

Typiske eksempler på tendensen er mere alment J.F. Willumsens Sol og ungdom (1910) og mere specielt Oscar Matthiesens Svenske dragoner rider i havet (1906). Vitalismen opererer både med tabuer - som den påfaldende underrepræsentation af det nøgne, befriede kvindelegeme - og tabubrud - som Matthiesens skildring af de afklædte muskuløse ynglinge til hest.

Vitalismen var ikke nogen isoleret dansk retning, men har paralleler i Italien (futurisme), Tyskland og det øvrige Norden, især den sene Edvard Munch. Vitalismen var heller ikke begrænset til billedkunsten, men har også sat sit præg på musik og litteratur, fx Carl Nielsens Helios Ouverture (1903) og Thøger Larsens digtning. Uden selv at være egentlig politisk blev vitalismen suspekt med fascismens og nazismens opkomst og fald.

Den første store danske udstilling om vitalismen fandt sted 2008-09 på Fuglsang Kunstmuseum og Fyns Kunstmuseum under titlen Livslyst - Krop, landskab og vitalitet i kunsten 1890-1940.