Aktionskunst, kunstnerisk udtryksform, der blev udviklet af især amerikanske og europæiske avantgardekunstnere i 1950'erne og 1960'erne.

Aktionskunsten havde visse fællestræk med dadaisternes, futuristernes og surrealisternes scenemanifestationer i 1900-t.s første årtier.

Hensigten var at nedbryde skellene mellem kunst og liv og mellem de forskellige kunstarter: maleri, skulptur, musik, teater, poesi, dans, film m.m.

Kunst og liv blev betragtet som én virkelighed, der krævede etisk, politisk og socialt engagement, og strategien var kunstnerens direkte konfrontation med og inddragelse af publikum, ofte ved at være provokerende og aggressiv.

Kunstneriske hybridformer blev udviklet med inddragelse af den nye elektroniske teknologi, fx mixed media og multimedia, og der opstod nye kunstretninger som happening, land art, konceptkunst, body art og performance, der bl.a. lagde vægt på processen frem for værket.

John Cage, Allan Kaprow og Joseph Beuys fik stor betydning for udviklingen på internationalt plan; i Danmark var det kunstnerne omkring Eks-skolen og de internationale grupperinger omkring Fluxus og situationismen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig