• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kubisme

Oprindelig forfatter FTF Seneste forfatter Redaktionen

kubisme, kunstretning opstået og udviklet i Frankrig i perioden 1907-14. Under påvirkning af Paul Cézannes sene billeder fra tiden omkring århundredskiftet og af hans idéer om geometriske grundformers betydning for billedets opbygning søgte Pablo Picasso og Georges Braque at videreføre og rendyrke disse muligheder.

Et første resultat var Picassos store maleri Frøknerne fra Avignon (1907, Museum of Modern Art, New York), der tillige byggede på inspiration fra afrikansk maskekunst. Året efter indsendte Braque efter et ophold i den sydfranske by L'Estaque sine billeder, bl.a. Huse i L'Estaque (1908, Kunstmuseum Bern), til Salon d'automne i Paris. Henri Matisse, der sad i udstillingens jury, skal misbilligende have udbrudt "Trop de cubes!" ('For mange kuber!') og dermed givet anledning til, at kritikerne med Louis Vauxcelles i spidsen hånligt døbte den nye kunst kubisme.

Ordet kubisme kommer af fransk cubisme, af cube 'terning', lat. cubus, og -isme.

Kubismen gennemgik 1909-12 den såkaldte analytiske periode, der udkrystalliserede en karakteristisk stil: Billedfladen blev brudt op i mange geometriske enkeltformer, og koloritten reduceredes til en asketisk palet af brune, grønne og grå nuancer.

Motivet blev opløst i talrige småfragmenter, som viste dele af det set fra forskellige synsvinkler; det medførte den nyskabelse, at tidsdimensionen blev indført i maleriet. Det perspektiviske rum fremtrådte nu helt opløst i en fladebetonende billedstruktur, hvis moderate rumlighed alene byggede på motivfragmenternes gensidige overlapninger og farvernes indbyrdes kontrastvirkninger.

Blandt den analytiske kubismes hovedværker er Braques Portugiseren (1911, Kunstmuseum Basel). Flere unge kunstnere tilsluttede sig de nye bestræbelser, bl.a. Fernand Léger, Robert Delaunay, Albert Gleizes og Jean Metzinger, og kredsen af nytilkomne dannede sammenslutningen La Section d'or (Det gyldne snit). Gleizes og Metzinger udgav i 1912 bogen Du Cubisme, der gav en overfladisk, vildledende fremstilling af kubismens æstetik og indbragte forfatterne et ufortjent ry som kubismens store teoretikere.

Omkring 1912 gik kubismen ind i sin syntetiske fase, hvori bl.a. Juan Gris også fik betydning som banebrydende stildanner. Den syntetiske kubisme er præget af mere monumentale og dekorative fladevirkninger, forbundet med en ny farveglæde.

Som en epokegørende opfindelse udviklede Picasso og Braque collagen, der i den syntetiske kubisme omfattede påklistrede fragmenter af bl.a. stof og aviser, ofte benyttet sammen med "uægte" collageelementer som illusionistisk malede træstykker. Til den syntetiske kubismes hovedværker hører Picassos Kortspiller (1913/14, Museum of Modern Art, New York).

Kubismen fødtes som maleres forsøg på at forny den todimensionale billedflades virkemidler, og mange af disse lod sig ikke meningsfuldt overføre til skulptur. Picassos skulpturelle eksperimenter omkring 1912 fik dog betydning som inspiration for kubiserende eksperimenter i samtidens billedhuggerkunst, fx hos Aleksandr Arkhipenko.

Ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 opløstes kredsen af kubister i Paris, men det kubistiske formsprog praktiseredes fortsat og spredtes til mange lande. Kubismen levede indirekte videre, også inden for arkitektur, scenografi og design, i mellemkrigstidens postkubistiske tendenser og havde stor betydning for andre af den modernistiske pionertids strømninger, især konstruktivismen.

I Danmark fik kubismen stor indflydelse på det modernistiske gennembrud i årene omkring 1918; malere som Jais Nielsen, Vilhelm Lundstrøm, Olaf Rude, Harald Giersing og William Scharff modtog afgørende påvirkninger fra kubismen, som de bl.a. fik kendskab til gennem tidsskriftet Klingen (1917-19).