Ved begyndelsen af 1600-tallet var den franske kunst stadig præget af manierismen. Nye impulser hjembragtes fra Rom af de kunstnere, der var kommet i berøring med Caravaggio og hans kunst, fx Simon Vouet, mens Georges de La Tour udviklede sin egen variant af clairobscur-maleriet.

Den klassiske holdning, Simon Vouet trods alt bibeholdt i sin kunst, fik stor betydning for Nicolas Poussin og Philippe de Champaigne. Poussin specialiserede sig i mytologiske og bibelske fremstillinger, mens Champaignes force lå i portrætkunsten. Brødrene Antoine, Louis og Mathieu Le Nain malede genreagtige motiver af bønder og soldater. Poussin dyrkede fra 1640'erne det heroiske landskab, en genre, som Claude Lorrain udviklede til perfektion. Yderpunkter i 1600-tallets grafiske udtryk er Jacques Callots skildringer af bl.a. maskekomediens figurer og Trediveårskrigens rædsler og Robert Nanteuils repræsentative portrætstik.

Fra ca. 1660 blev alle kræfter samlet om forherligelsen af staten og kongen, Ludvig 14., og kunstudøvelsen blev under finansminister Jean-Baptiste Colberts overopsyn et vigtigt redskab for dette mål. Maleren Charles Le Brun blev en nøglefigur som leder af den kongelige gobelinmanufaktur og direktør for kunstakademiet, der var oprettet i 1648; Spejlsalen i Versaillesslottet er et typisk eksempel på hans monumentaludsmykninger. Periodens betydeligste billedhuggere var Antoine Coysevox og François Girardon. Hen imod slutningen af århundredet virkede Hyacinthe Rigaud som hoffets portrætmaler; i hans helfigursportræt af Ludvig 14. (1701, Louvre) ses opsummeret en række af barokkens stilelementer. Kunstneren kom dog til at stå som formidler af overgangen til 1700-tallets portrætkunst, der prægedes af større koloristisk og teknisk glansfuldhed og et dybere psykologisk studium.

Med Antoine Watteau indførtes ikke blot en mere fri og malerisk stil, men også en helt ny genre, fête galante. François Boucher indtog under Ludvig 15. en lige så central position som Le Brun under Ludvig 14. Sammen med bl.a. Charles Joseph Natoire udførte Boucher flere udsmykningsopgaver, men arbejdede i øvrigt i såvel historie- som portrætgenren.

Blandt rokokoens mest fremragende portrætmalere var Maurice Quentin de La Tour, en mester inden for periodens højt værdsatte pastelteknik, mens Jean-Baptiste Siméon Chardin malede århundredets fineste stilleben og genreagtige portrætter.

En personlighed i kunstlivet i anden halvdel af 1700-tallet var encyklopædisten Denis Diderot. Hans Salons, dvs. anmeldelser af de årlige, censurerede kunstudstillinger i Paris, blev smagsdannende. Han priste især maleren Jean-Baptiste Greuzes moraliserende genrestykker. Interessen for det frivole og erotisk pikante i malerkunsten havde en fornem repræsentant i Jean-Honoré Fragonard. Blandt 1700-tallets billedhuggere bør fremhæves Edme Bouchardon, der bevarede et klassicistisk udtryk i modsætning til den herskende rokoko ved Ludvig 15.s hof, Étienne-Maurice Falconet, der blev leder af den nye porcelænsfabrik i Sèvres, og Jean-Baptiste Pigalle. På overgangen mellem rokoko og nyklassicisme udførte Jean-Antoine Houdon psykologisk indlevede portrætskulpturer af tidens fremtrædende mænd.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig