Efter ca. 1912 fremstod en fransk ekspressionisme, repræsenteret af malere, der forenede en ofte traditionsorienteret formstrenghed med et figurativt og menneskeligt seriøst emneunivers; blandt disse var Marcel Gromaire, der ligesom den kubistisk skolede og senere dekorativt fabulerende Jean Lurçat også malede forlæg til billedvævninger. Side om side med ekspressionismen udvikledes en ligeledes traditionsdyrkende ekspressiv realisme, repræsenteret af bl.a. Dunoyer de Segonzac. Kubismen blev radikalt modificeret omkring 1918, da Amédée Ozenfant og Charles-Édouard Jeanneret (Le Corbusier) skabte purismen. Objektet udgør også et vigtigt motiv hos dadaister og surrealister samt de såkaldte naivister, bl.a. Henri Rousseau. Nævnes bør i den forbindelse også Marcel Duchamp, hvis tingscentrerede dadaisme udfoldede sig 1913-23.

I perioden mellem 1. og 2. Verdenskrig blomstrede surrealismen, repræsenteret af bl.a. malerne André Masson og Yves Tanguy, som begge i kraft af deres billedliggørelser af drømmeagtige eller fantasiprægede forestillinger var i overensstemmelse med surrealismens kunstsyn, således som digteren André Breton definerede det i sine manifester.

Læs videre om Pariserskolen, gå tilbage til artiklens begyndelse (romansk og gotisk kunst) eller læs om Frankrig i øvrigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig