Holland - billedkunst - 1850-2016

Omkring 1850 var romantiske landskabs- og genrebilleder af bl.a. Barend Cornelis Koekkoek (1803-1862) populære. Det var dog Johannes Warnardus Bilders (1811-1890) og Charles Rochussen (1814-1894), der fik betydning for den unge generation ved deres eksperimenter med bl.a. skildring af bevægelse.

Jan Hendrik Weissenbruch markerer overgangen fra romantikken til naturalismen og impressionismen og fik med sin brede malemåde stor indflydelse på Haag-skolen, der havde Jozef Israëls som frontfigur. Som Barbizonskolen kombinerede de den romantiske idé med realismen.

Med gruppen af intellektuelle, forfattere og kunstnere De Tachtigers ('Firserne') overtog Amsterdam i slutningen af 1800-tallet føringen i det hollandske kunstliv. Som de franske impressionister dyrkede de den moderne tids hektiske liv. Japanske træsnit, mønstre og farverigdom samt fotografier og skildringer af alle befolkningslags dagligdag præger George Hendrik Breitners (1857-1923) og Isaäc Israëls (1865-1934) værker.

Vincent van Gogh begyndte sin kunstneriske karriere i Haag-skolens mørke farver. Med udgangspunkt i impressionismen udviklede han sin stærkt personlige ekspressionistiske stil. Jugendstilens malere er Jan Toorop og Jan Thorn-Prikker.

I 1900-tallet repræsenterer Kees van Dongen med sin tilknytning til den franske fauvisme, sine stærke farver og forenklede former modernismens gennembrud.

Piet Mondrian og Theo van Doesburg grundlagde i 1917 sammenslutningen De Stijl og udviklede en ikke-forestillende, universel abstrakt udtryksform. Ekspressionismen levede videre i Holland i mellemkrigstiden i Charley Toorops (1891-1955) og Pyke Kocks (1901-1991) stærke menneskeskildringer og i Albert Carel Willinks (1900-1983) supernaturalistiske, mareridtsagtige motiver.

I 1946 fandt den første store udstilling med samtidskunst sted i Stedelijk Museum i Amsterdam. Her deltog fra hollandsk side Karel Appel og Corneille, som i 1948 sammen med Constant oprettede Eksperimentele Groep; denne gruppe blev samme år en del af Cobra, hvis abstrakt ekspressionistiske stil udvikledes yderligere i 1950'erne og 1960'erne af bl.a. Kees van Bohemen (1928-1985) og Bram Bogart (1921-2012).

Samtidig oplevede den naturalistiske kunst en ny opblomstring i fx Co Westdijks (1924-2017) morbide menneskeskildringer.

I 1960'erne reagerede mange hollandske kunstnere på forbrugersamfundets kultur, tog afstand fra det personlige og efterstræbte streng objektivitet. NUL-bevægelsen (1961), der sluttede sig til det tyske Zero, repræsenteres af Henk Peeters (1925-2013), Jan Schoonhoven (1914-1994) og Ad Dekkers (1938-1974), der gik ud fra det absolutte nulpunkt i kunsten, hvor materiale, motiv og æstetik ikke mere har værdi i sig selv, og hvor alle materialer kan bruges.

Popkunsten dyrkes af Reinier Lucassen (f. 1939), den konkrete kunst efter 1969 af Bonies (Bob Nieuwenhuis, f. 1937) og Ad Dekkers (1938-1974). Den hollandske del af Fluxus afsøgte kunstens grænser og talte kunstnere som Wim Schippers (f. 1942) og Willem de Ridder (f. 1939).

Udstillingen "Op Losse Schroeven" i Stedelijk Museum i 1969 markerede landarts og konceptkunstens indtog i Holland med bl.a. Jan Dibbets, Anton Heyboer (1924-2005) og VIKTOR (Walter Gluck, 1929-1986).

I 1970'erne blev performances et fremtrædende udtryksmiddel med Ger van Elk (1941-2014), Bas Jan Ader (1942-1975) og Gerrit Dekker (f. 1943).

I 1980 genindførtes figurationen hos De Nieuwe Wilde ('De Nye Vilde'). Med forbilleder i bl.a. Tyskland udvikledes en personlig og ekspressiv malestil hos Erik Andriesse (1957-1993), Marlene Dumas (f. 1953) og Philip Akkerman (f. 1953).

Rob Scholte (f. 1958) og Arno van der Mark (f. 1949) er eksempler på den seneste bevægelse i kunsten, en eklekticisme, der dyrker genbrug og undersøgelse af tidligere kunstneres værker og udtryksformer samt af historiske begivenheder.