Spanien - billedkunst

Middelalder

© Ancient Art & Architecture Collection

Spanien. Kalkmaleri i kirken San Isidoro i León, der viser Enok, en af Det Gamle Testamentes ældste skikkelser. Billedet med de usædvanlig velbevarede farver er en del af en stor udsmykning fra 1100-t. i det kongelige gravrum Pantheón de los Reyes, en af de bedst bevarede fra romansk tid i Europa. León, der lå på pilgrimsvejen til Santiago de Compostela, var fra ca. 910 til 1230 hovedstad i kongeriget León.

Mosaikudsmykningen i Den Store Moské i Córdoba (966) og freskomalerierne i San Julián de Los Prados-kirken i Oviedo (812-42) er eksempler på den tidlige middelalders anikoniske tendenser: fraværet af repræsentation af levende eller hellige væsener.

De mozarabiske bogmalerier fra 900-1000-t. er derimod figur- og farverige illustrationer af Johannes' Åbenbaring. Også de romanske kirker rummer visionære figurskildringer, både inden for freskomaleriet, fx i det kongelige gravkapel Panteón de los Reyes i San Isidoro i León, og som bygningsskulptur, fx portalerne i Santiago de Compostela-katedralen, der begge er fra 1100-t.

Det gotiske tavlemaleri udviklede sig i 1300-t. til store retablo-altertavler, og i løbet af 1400-t. satte indflydelsen fra hhv. nederlandsk og italiensk renæssance ind.

Renæssance

© Scala

El Greco Grev Orgaz' begravelse; maleri 1586-88.

En særlig intens spansk karakter opstod i 1500-t. i det religiøse maleri hos Luis de Morales og El Greco. Til kirken San Tomé i Toledo udførte El Greco 1586-88 hovedværket Grev Orgaz' begravelse, der beskriver et under ved grevens gravlæggelse i 1323. Dette blev hans kunstneriske gennembrud, og han etablerede snart et omfattende værksted for at klare den store efterspørgsel. Han udførte dog fortsat højst originale billeder, hvor hans interesse for den religiøse mysticisme fandt afløb i en ekspressiv malemåde. Ved hjælp af et næsten fosforescerende lys, kolde farver, dybe skygger og ikke mindst forvrængninger i perspektiv og kropsproportioner opnåede han et dybt personligt, ofte næsten ekstatisk udtryk.

Flere af de spanske billedhuggere udviklede derimod deres stil i Italien, bl.a. Alonso Berruguete, søn af renæssancemaleren Pedro Berruguete (d. 1504), og Diego de Siloé, søn af overgangsfiguren Gil de Siloé og bedre kendt som arkitekt.

Fra barok til midten af 1800-t.

© Bridgeman Art Library/Prado, Madrid

Spanien. Diego Velázquez Hofdamerne (Las Meninas); maleri, 1656. Prado, Madrid. Den lille, lyshårede prinsesse, infanta Margarita, står i sin hvide kjole i midten af billedet, omgivet af sine hofdamer; i spejlet på væggen i baggrunden ses kongeparret, Filip 4. og Mariana, der må befinde sig omtrent dér, hvor billedets tilskuer står. De bliver måske portrætteret af Velázquez, der har malet sig selv ved det store lærred tv.

Guldalderen inden for spansk maleri i 1600-t. domineredes først af Sevillaskolens dramatiske realisme. Stilen var influeret af italieneren Caravaggio og repræsenteredes af bl.a. Francisco Ribalta, Francisco de Zurbarán med forunderligt ubevægelige stillebenmalerier og helgenportætter, af den unge Diego Velázquez og af Jusepe de Ribera, der i Napoli blev kendt for bl.a. sine grumme martyrieskildringer. Velázquez blev i 1623 hofmaler hos Filip 4. i Madrid, hvor han grundlagde sin berømmelse med skarpt iscenesatte portrætter af kongefamiliens medlemmer, malet med en virtuos teknik.

Barokkens polykrome træskulptur nåede et højdepunkt med Alonso Canos religiøse grupper, mens det religiøse maleri kulminerede med B.E. Murillos andagts- og madonnabilleder, især motivet den ubesmittede undfangelse.

© Bridgeman Art Library

Francisco de Goya Selvportræt, malet ca. 1815; Prado, Madrid. Et lignende selvportræt, dateret til samme år, findes på Academia de San Fernando i Madrid.

I 1752 grundlagdes kunstakademiet i Madrid, men det var udenlandske kunstnere som A.R. Mengs, Giambattista og Domenico Tiepolo, der fik de store udsmykningsopgaver i bl.a. kongeslottet i Madrid. Francisco de Goya videreførte den aristokratiske portrættradition fra Velázquez, men kom med bl.a. sine satiriske grafiske serier, sine indtrængende skildringer af krigens rædsler og med sin alderdoms uudgrundelige Sorte billeder til at stå som en foregangsskikkelse for den moderne kunst.

1850-2010

I de sidste årtier af 1800-t. vandt realismen frem, båret af bl.a. Joaquín Sorolla y Bastidas (1863-1923) malerier, der har megen lighed med Skagensmalernes værker. Samtidig blev Barcelona det ny kunstcenter, der åbnede vejen til resten af Europa. Symbolistiske forfattere og billedkunstnere, bl.a. den unge Picasso, samledes på caféen Els Quatre Gats ('De fire katte').... læs videre om spansk billedkunst fra 1850-2010. 

Læs om Spanien generelt.