surrealisme

Billedkunst og litteratur

Surrealisterne ønskede at forene drøm og virkelighed i en ny overvirkelighed, inspireret af Freuds teorier om drømmens og det underbevidstes betydning. Ligesom dadaisterne tog surrealisterne afstand fra borgerlige værdinormer og anvendte tilfældighedsmetoder som skabende princip, hvilket førte til begreber som cadavre exquis, objet trouvé, frottage og readymade.

Barndommen blev den foretrukne livsalder, poesien og det irrationelle, fantasien, begæret og galskaben var centrale begreber, som surrealisterne genfandt hos digteren Comte de Lautréamont (Isidore Ducasse), der i bogen Les Chants de Maldoror (1869, da. Maldorors sange, 1986; ny udgave: Maldorors sange, Samlede værker 2012) havde anvendt et skønhedsbegreb, der blev programmatisk for surrealismen, da han beskrev en person som "smuk som det tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et operationsbord".

© René Magritte/Bridgeman Art Library/Ex-Edward James Foundation, Sussex

René Magrittes maleri Lystprincippet, 1937.

Malere som René Magritte, Paul Delvaux, Max Ernst og Salvador Dalí anvendte denne sammensætning af væsensforskellige elementer til at fremmale drømmesyner, der næsten overgik virkeligheden selv, og Dalí opfandt i 1930 sin "paranoisk-kritiske" metode. Joan Miró, André Masson og Yves Tanguy repræsenterede en anden hovedtendens inden for surrealistisk maleri, der i mere abstrakt form lod underbevidstheden komme til udtryk i linjer og former i forlængelse af den automatiske metode (se automatisme og automatskrift).

Denne havde André Breton allerede i 1920 anvendt litterært i Champs magnétiques (Magnetfelter): For at sætte sig ud over fornuftens kontrol lader man som et medium ordene flyde frit og uredigeret fra pennen direkte ned på papiret. Breton og Paul Éluard udgav sammen i 1930 L'Immaculée conception (Den ubesmittede undfangelse), illustreret af Salvador Dali, der i 1928 havde indledt et samarbejde med filminstruktøren Luis Buñuel. Man Ray blev kendt for sine fotogrammer og surrealistiske fotografier.

Litterært blev surrealismen ikke alene tegnet af Breton, men af mange markante digtere som Philippe Soupault, Paul Éluard, Robert Desnos, Paul Reverdy, Benjamin Péret og Louis Aragon. I 1928 udgav Breton både bogen Le Surréalisme et la peinture (Surrealismen og maleriet) og romanen Nadja, der beskriver hans møde med en ung sindssyg pige, og i 1930 og 1942 fulgte yderligere teoretiske manifester.

At surrealismen så sig selv som en såvel indre som ydre revolution, afspejledes også i tidsskriftet La Révolution surréaliste (1924-29), der i takt med det stigende politiske engagement i 1930-33 ændrede navn til Le Surréalisme au service de la révolution. I 1926 oprettedes Galerie Surréaliste i Paris, og store internationale udstillinger fulgte, bl.a. i København (1935), London (1936) og Paris (1947).

© Wilhelm Freddie/Gyldendal

Wilhelm Freddie, Selvportræt; maleri, 1938. Privateje.

I Danmark var surrealismen fra 1934 repræsenteret af kunstnergruppen og tidsskriftet Linien med malerne Vilhelm Bjerke Petersen (der i 1934 udgav bogen Surrealismen), Richard Mortensen, Ejler Bille og digteren Gustaf Munch-Petersen mfl.; Wilhelm Freddie og Harry Carlsson (1891-1968) repræsenterede en mere figurativ surrealisme.

Under 2. Verdenskrig søgte mange surrealister eksil i USA, hvor de via Peggy Guggenheims galleri fik betydning for bl.a. den abstrakte ekspressionisme. Den surrealistiske idé fik væsentlig indflydelse på 1900-t.s digtning og kunst lige fra art brut, Cobra-bevægelsen og fantastisk realisme til psykedelisk kunst, happenings og performances. 

Film

André Breton og hans  kreds var dybt fascineret af den filmiske montages muligheder for uventede sammenbringninger. Dali og Bunuel chokerede borgerskabet med Un Chien andalou (1928, Den andalusiske hund) en handlingsløs film, sammenholdt af seksuelle associationer. Læs videre om surrealistisk film.

Teater

Begrebet surrealisme overtog André Breton fra  Guillaume Apollinaire, der i 1917 kaldte sin groteske farce Les Mamelles de Tirésias (Tiresias' bryster) for "un drame surréaliste". Overgangen mellem dadaismen og surrealismen er flydende, og mange af Bretons, Desnos' og Aragons små dramatiske skitser, som de efter bruddet med dadaisterne udgav i tidsskrifter, er svære at skelne fra deres tidligere forbundsfællers happenings. Læs videre om surrealistisk teater.