Anna Ancher var en dansk billedkunstner. Med sine evner som menneske- og lysskildrer og som eksperimenterende kolorist regnes Anna Ancher som en af den danske malerkunsts virkelig store kunstnere.
Anna Ancher
Faktaboks
Anna Kirstine Ancher født Brøndum
- Født
- 18. august 1859
- Død
- 15. april 1935
Anna Ancher og Skagen
Anna Ancher var født og opvokset i Skagen på Brøndums Gæstgivergård som datter af købmands- og kroholderparret Ane Hedvig (1826-1916) og Erik Brøndum. Her fik hun tidligt kontakt med billedkunsten gennem de malere, der i kortere eller længere tid slog sig ned for at arbejde. For at udvikle sit talent tog hun til København og fik undervisning på Vilhelm Kyhns malerskole fra 1875 til 1878. Inden da havde hun mødt kunstneren Michael Ancher, som hun siden giftede sig med i 1880.
Da Anna Ancher vendte tilbage til Skagen, blev stedet en vigtig kunstnerkoloni i tiden. I sommeren 1879 blev Skagen nemlig ved et tilfælde mødested for malere, som havde rejst i Europa, bl.a. nordmændene Christian Krohg og Frits Thaulow, der var optaget af de nye strømninger, som gik i retning af en realistisk skildring af virkeligheden (se Skagensmalerne).
Anna Anchers debut som billedkunstner
Anna Anchers talent lod sig forløse af den nye kunsts idealer, og det følgende forår debuterede hun på Charlottenborg med En gammel mand, der skærer pinde (1880, Skagens Kunstmuseer), et kunstværk, hvis realisme var stærkere end vanligt i samtidens maleri. Hun udstillede også et tegnet portræt af skagboen Stine Bollerhus (1880, Skagens Kunstmuseer) udført med pastelfarver. Portrættet er kendetegnet ved et intenst nærvær i skildringen, som er typisk for Anna Anchers værker.
De følgende somre i 1880'ernes begyndelse kom stadig flere kunstnere til Skagen for at dyrke friluftsmaleriet, og det længe ventede nybrud i skandinavisk maleri blev skabt i et fællesskab, hvoraf Anna Ancher var en særdeles vigtig part med arbejder som Blind kone, Blå Ane (1882, Skagens Kunstmuseer) og Pigen i køkkenet (1883-86, Hirschsprung).
Anna Anchers motiver
Anna Ancher malede helst enkle motiver både fra skagboernes hverdag og fra sit eget familieliv, herunder portrætter af moderen, af Michael Ancher og datteren Helga.
Men efter et halvt års ophold i Paris, hvor hun bl.a. blev undervist af Puvis de Chavannes, satte hun sig også for at løse større opgaver med en mere kompliceret komposition, fx En begravelse (1891, Statens Museum for Kunst) og Et missionsmøde (1903, Skagens Kunstmuseer).
Udforskning af farver
Imidlertid viser hendes olieskitser, som først for alvor er blevet kendt efter hendes død, hvor intenst optaget hun var af at udforske farven og lyset, og hvor stærkt og gribende hun kunne skildre fiskerbefolkningen, især børn og gamle; disse skitser findes bl.a. i Michael og Anna Anchers Hus i Skagen, der åbnede som museum i 1967. Her findes også hendes æsker med pastelfarver bevaret. En undersøgelse af hendes pastelmaleri (publiceret 2008) har givet værdifulde oplysninger om, hvordan hun opnåede de raffinerede farvevirkninger, hun er kendt for.
Anna Ancher havde det for kvinder af sin generation sjældne held at nyde respekt for sin faglighed, ikke blot hos sin ægtefælle, men også hos andre malere, og med sin egen families støtte kunne hun undgå de fleste huslige pligter. Hun rejste sammen med sin mand (bl.a. til Wien 1882 og Paris 1885 og 1889), udstillede regelmæssigt, og hendes maleri har ofte repræsenteret dansk kunst i udlandet.
Priser og hædersbevisninger
I 1904 modtog Anna Ancher Eckersbergs Medalje, i 1913 Ingenio et Arti.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.