Elisabeth Jerichau Baumann

Kunstneren Elisabeth Jerichau Baumann, med kælenavnet Lisinka, blev født på et landsted ved Warszawa i Polen i 1819. I romanen Lisinka fortæller forfatteren Birgit Pouplier (1925-2014) om Elisabeth Jerichau Baumanns barndom i en velhavende familie. Hun beskrives som et vildt og eksperimenterende barn, en opfattelse, der bygger på Jerichau Baumanns egne ungdomserindringer, og det er denne oprørstrang og følelse af at være anderledes, der gav hende incitamentet til at blive kunstner.

Elisabeth Jerichau Baumann skrev bøgerne Ungdomserindringer (1874) og Brogede Rejsebilleder (1881), som giver indtryk af hendes selvstændige personlighed.

I midten af 1800-tallet var Düsseldorf en attraktiv by for kunstnere, og det var her, på byens kunstakademi, Elisabeth Jerichau Baumann uddannede sig over syv år fra 1838 til 1845. På akademiet var der på denne tid interesse for genremotiver. Det vil sige fortællende malerier af hverdagslige scener, som kunne give modspil til de historiske og mytologiske motiver, som længe havde været de mest anerkendte. Genrebillederne indeholdt tit en socialkritisk side. En anden retning på Düsseldorfer-skolen var det romantiske og idealiserende maleri, en stil som også optog Elisabeth Jerichau Baumann.

Efter hun var blevet uddannet i Tyskland, boede Elisabeth Jerichau Baumann fem år i Rom. Her mødte hun den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau, der havde boet i byen i længere tid. Parret blev forelskede og giftede sig i 1846. I breve mellem de to fremstår vanskeligheder og store kriser i ægteskabet mellem den udadvendte og handlekraftige Elisabeth og den indadvendte og ofte depressive Jens Adolf – ligesom deres stærke sammenhold også træder frem. Parret bosatte sig i København og fik ni børn sammen, hvoraf to døde som spæde. Sønnerne Holger og Harald og datteren Sophie/Sofy gift Holstein von Rathlou (1859-1944) blev selv kunstnere og fik efterkommere, der også blev kunstnere.

Elisabeth Jerichau Baumann vendte gang på gang tilbage til kvindekroppen som motiv i sine malerier. Især havfruer, haremskvinder og egyptiske kvinder optog hende. Kroppene er placeret smægtende henover billedfladen, og Elisabeth Jerichau Baumann mestrer suverænt at ”pakke” billedrummet ind med inciterende og intense farvevirkninger i tæpper, tang, krukker, tøj og omgivelser i øvrigt. Sanseligheden er altid et vigtigt aspekt og med sine sensuelle billeder af halvnøgne kvinder var hun på forkant med samtidige og lidt senere tendenser i europæisk maleri. Hun mente selv, at maleriet som medie i særlig grad egnede sig til at være sanseligt.

Elisabeth Jerichau Baumann satte sindene i kog i sin samtid. Hvordan kunne hun tillade sig at bruge så meget tid på sin kunstnerkarriere og samtidig være mor og hustru? Og hvad var det for nogle "fremmede" motiver, hun malede? Hun markerede sig som atypisk og meget fremsynet i forhold til tidens konventionelle kvinderolle. At gennemføre en professionel karriere som kunstner og samtidig føre en stor husholdning med mange børn sprængte rammerne for, hvad en kvinde i Danmark kunne tillade sig i midten af 1800-tallet. Jerichau Baumann brugte sine børn i kunsten og skabte mange nærværende portrætter af dem i forskellige aldre.

Jerichau Baumann fik stor international succes med mange udstillinger og salg af værker rundt i Europa. Til gengæld havde hun svært ved at blive accepteret af samtidens danske kunstinstitution, der udgrænsede hende som en ”europæer”. Begrebet ”europæerne” opstod, da kunstkritikere som N.L. Høyen i midten af 1800-tallet skelnede mellem den kunst, de mente var dansk, og den der var anderledes. Nogle kunstnere passede ifølge dette syn ikke ind i den toneangivende nationale strømning, hvor man helst skulle male danske motiver i forlængelse af guldaldertraditionen, og det er dem, som får den samlede betegnelse ”europæerne”. De har ikke selv samlet sig som gruppe, og de arbejdede i forskellige retninger. Andre kunstnere, der blev udpeget som "europæere", var Carl Bloch, David Jacobsen, Ludvig Abelin Schou og Niels Simonsen.

Jerichau Baumann arbejdede i lange perioder i udlandet, men udstillede på Charlottenborg fra 1849. Hun fik Årsmedaljen i 1858 og blev medlem af Kunstakademiet i 1861.

Elisabeth Jerichau Baumann var en meget brugt portrætmaler. Hun malede for eksempel den toneangivende politiker Orla Lehmann. Maleriet tilhører – sammen med flere andre af hendes portrætmalerier – Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Jerichau Baumann var ven med forfatteren H.C. Andersen, som hun har malet flere gange (Frederiksborgmuseet og H.C. Andersens Hus i Odense). Derudover var hun også en god bekendt af Christian 9., og hun var veninde med Dronning Louise, fra hvem hun fik portrætbestillinger og kontakter til andre kongehuse i Europa. I dag kan man derfor se mange af hendes malerier hænge i de europæiske royale samlinger.

Elisabeth Jerichau Baumann tog på mange rejser og fandt motiver til sit maleri, hvor hun kom frem. I Istanbul fik hun mulighed for at bo i et harem og beskriver malerisk den eksotiske oplevelse i sin bog Brogede Reisebilleder:

”Vilde jeg høre det pusle i Gangene, høre Suk og Klage, blive Vidne til noget Usædvanligt, nogen blodig Tragedie? Saa mange Anekdoter cirkulerede om det, der kun Tildrog sig bag Haremmets Mure. Intet af Sligt sporede jeg; men Virkeligheden var interessant nok, ikke at tale om Nazili Hanum selv, der i sit med blaat Atlask betrukne Soveværelse, hvor en blaa Ampel spredte et mildt lys, var halvt skjult af de blaa, med kostbar Guipure garnerede Omhæng …; hun er mig uforglemmelig"

Bogen Brogede Reisebilleder blev udgivet samme år som Elisabeth Jerichau Baumann døde i København i 1881. Hun ligger begravet på Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg.

• Danmarks billedkunst – nationalromantik, realisme og naturalisme

• Elisabeth Jerichau Baumann

• Elisabeth Jerichau Baumanns brevveksling med Jens Adolf Jerichau