Faktaboks

Niels Skovgaard
Født
1858
Død
1938

Niels Skovgaard. Foto: Herluf Skytte.

.

Niels Skovgaard. Den enøjede Odin rider på sin ottebenede hest, Sleipner, ledsaget af sine to ravne, Hugin og Munin. Penneskitse af Skovgaard til en aldrig fremstillet dansk pengeseddel; Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling.

.

Niels Skovgaard Magnusstenen, 1897-98. Stenen er 2,15 m høj og af granit. Den står i Skibelund Krat ved Vejen.

.

Niels Skovgaard. Tegningen fra 1914 viser Beowulf i kamp med uhyret Grendel.

.

Niels Skovgaard. Fotografi.

.

Niels Skovgaard. Foto: N.E. Sinding, 1876.

.

Niels Skovgaard. Svære dønninger ved Jyllands vestkyst, 1894. Tempera på lærred. Statens Museum for Kunst,www.smk.dk.

.

Niels Skovgaard, 1858-1938, dansk maler, billedhugger og kunsthåndværker; bror til Joakim Skovgaard. Niels Skovgaard blev udlært som malersvend, uddannedes af sin far, P.C. Skovgaard, og på Kunstakademiet 1874-79.

Som landskabsmaler fulgte han traditionen fra faderens grundige naturstudier og Janus la Cours stemningsmaleri, men han påvirkedes også af Barbizon-skolens malere og impressionisterne.

Svære dønninger ved Jyllands vestkyst (1894, tempera, Statens Museum for Kunst) må formelt betegnes som symbolistisk, men generelt fastholdt Niels Skovgaard det naturalistiske formsprog i en nyromantisk opfattelse, fx Den døde ask (1927, Trapholt). Samspillet mellem det fabulerende og det realistiske kom fint til udtryk i hans bogillustrationer, fx til Poul Martin Møllers Sankt Laurentius (1889).

Fra 1884 til begyndelsen af 1890'erne arbejdede han med sine søskende samt Th. Bindesbøll og andre med glaseret, dekoreret keramik. Med det polykrome keramikrelief Aage og Else (1887, Statens Museum for Kunst) indledte han sin billedhuggergerning, der videreførtes med fx Magnusstenen (granit, 1898) i Skibelund Krat, Havhestebrønden (serpentin, 1908-16, Kunstindustrimuseets Grønnegård), Grundtvig og livskilden (granit, 1931, Vartov) foruden mange gravsten.

På rejser i Grækenland 1888-89 og 1894-96 gav kvindernes traditionelle dans ham et motiv, som han arbejdede med 1889-1923 med en vekslende grad af stilisering og naturalisme, fx Trata (1923, Skovgaard Museet i Viborg).

Stærkt knyttet til grundtvigianismen malede han religiøse malerier, fx Dåben på pinsedag (1905, Immanuelskirken, Frederiksberg).

Niels Skovgaard spillede en aktiv rolle ved etableringen 1891 af Den Frie Udstilling, hvor han siden udstillede. Han modtog Thorvaldsens Medalje i 1937.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig